Min profil.

                    
 ET LIV MED ORD OG ALT DET ANDET ... 

Anatole France har sagt det så smukt: "Erindringen er en vidunderlig gave, og evnen til at kalde fortiden frem er lige så forbavsende som evnen til at se ind i fremtiden … og ikke så lidt mere værd. Og nobelpristageren, Jorge Louis Borges, fortæller et sted om en fugl der flyver baglæns, fordi den hellere vil se hvor den kommer fra end hvor den flyver hen! Borge er et af mine store forbilleder!

På forreste flap af min første bog, Constanze Mozart, (udg. 2002) står følgende: 

//Louise Bugge Laermann. Forfatter, skribent og foredragsholder. Har bl.a. boet i Tyskland, hvor hun studerede privatlivets kultur og litteratur. Har været redaktør på Bo Bedres Antikvitetskasse, pr-medarbejder på Det Radikale Venstres Pressebureau på Christiansborg og teaterkritiker for den radikale provinspresse. Ud over at have studeret kunsthistorie og litteratur har Louise Bugge Laermann de sidste 15 år researchet på Constanze Mozarts liv og tid.//

Og det er så sandt som det står, men der er så meget andet der har bestemt min kurs mod forfatterskabet.

Jeg er født i en kælder under en luftalarm på Østerbro, så den af parcerne, fødsels- og skæbnegudinderne Norma, Decuma og Morta, der knyttede min livstråd, har nok rystet lidt på hænderne. Ups and downs, glæde og sorg, angst og et sundt overlevelses had har været skiftende følgesvende, og kærligheden har sørget for mere end rigeligt drama. Et par skilsmisser eller fire, hvis vi regner dem med uden papir, samt det løse, har der også været tid til.

Nobelpristageren Nadine Gordimer skriver i sin "Writing and Being": 
//En forfatter bærer et system i sig som på en gang samler og bearbejder råmateriale indtil den dag hun har nået evnen til at træde ind i et opdigtet eller biografisk liv.//

Netop! Og de, der har haft travlt med at leve livet, med at se og prøve verden før de begyndte at skrive, eller rettere sagt få udgivet romaner, for skrevet har vi jo alle fra vi kunne holde en blyant i hånden, er litteraturhistorisk set ikke de værste:

Sofokles skrev sit store værk, "Ødipus", Cato holdt sine dundrende taler, og Simonides løb af med lyrikerprisen efter at hver af dem havde rundet de firs, og Emanuel Kant skrev sine mest betydningsfulde værker da han havde passeret de tres år. José Saramago ligeså.

Karen Blixen var 49 år gammel før hun udgav "Seven Gothic tales", Henry Miller 43 da han udgav "Tropic Cancer" med mange, mange flere, og da dagens menneske har vundet mindst 15 år for ikke at sige 20 i forhold til dengang, burde modne debutanter værdsættes langt mere end tilfældet er.

Allerede som barn skrev jeg spøgelseshistorier, vel datidens Potter. Jeg blev grebet af fortælleglæden, og af de figurer der dukkede op fra nowhere for at få liv i kladdehæfterne. Når den modige staldknægt rakte hånden ud for at røre ved genfærdets parfumeduftende blonde fletning der hang ned ad ryggen uden på de flagrende spøgelsesgevandter, så kunne også jeg lugte parfumen. Ganske tydeligt.

Og historierne blev længere og længere, for dengang som nu var det svært at slippe en fortælling når man nu er så godt i gang. Og sidehistorier, der maser sig ind fra højre, har altid været velkomne.

 Min mor og mormor var såkaldte "flipproletarer", d.v.s. de anstrengte sig mere end godt var for at hæve sig op over det proletariat som henholdsvis enkestand og skilsmisse havde blæst dem ned i. Studentereksamen og en boglig uddannelse kunne der ikke være tale om. I dag kan jeg med sindsro sige: Sikke da et held!

Min smukke mor var stærkt ombejlet og fængede let. Heldigvis havde mine skiftende "onkler" altid velfyldte reoler hvor jeg læste hvad jeg kunne få fat i. Det blev til en broget blandning fra H.C. Andersens eventyr over Lady Chatterlys elsker til Churchill erindringer. Senere, da jeg fik to børn i rap, blev jeg en flittig gæst på biblioteket som jeg var opsat på at gnave mig igennem meter for meter. Sådan cirka.

Heldigvis gik jeg i stå ved D, Dostojewski, og slugte ham i døgndrift. Derfra var vejen til de andre russere kort og satte kvalitetsniveauet for al fremtidig læsning.

Og altid skrev jeg. Uden litterære intentioner for i en barsk urtid, før bistandsloven var opfundet, stod der med neonlys skrevet på min fremtid: "Du skal overleve!" Og man kunne jo ikke leve af at være forfatter! Desuden var forfatter næsten det samme som at være skuespiller; d.v.s. noget høj- og finkulturelt som aldrig kunne være en mulighed for "sådan nogen som os!"

Så var skolen færdig, og hvad så? "På kontor med hende!" tordnede min far der dukkede op ved sjældne lejligheder. Men den 15-årige hystade stampede i gulvet, græd som et sprinkleranlæg og skreg at hun ville studere sprog i udlandet, for selv Strindberg følte sig døvstum når han forlod Sverige, og hun havde ikke tænkt mig at rådne op i en sidegade på det mørke Østerbro eller blive i Danmark overhovedet! Livet, det rigtige, det spændende, som bare ventede på at hun skulle tage del i det, det var jo et eller andet sted derude, og hun skulle nok finde det!

Så fik hystaden sin vilje. Min mor tog et "tjenestemandslån", som det hed, så jeg kunne få "ordentligt tøj på kroppen" og rejste først til England, siden Tyskland og Frankrig.

Som au pair pige fik jeg kost og logi samt lidt lommepenge. For disse beskedne goder puklede jeg fra tidlig morgen til sen aften, men nød "friheden" til at se og opleve for alt var jo anderledes. Lyde, lys og lugte, sågar bilhjulenes sang i den våde asfalt uden for mine vinduer i Hendon nord for London lød vidt forskellig fra bilernes hjemme i København.

Og sproget var naturligvis anderledes. Jeg elskede engelsk, elskede London, elskede museerne, og elskede the British Library, hvor Karl Marx i samtlige 33 år sad enten i stol nr L 9 eller G 7. Og ingen anede at papirstablen ved siden af ham engang skulle forandre verden og ikke, som vi var mange der troede, til det bedre.

En vis Jacob Richter, der i 1902 også fik adgangskort til the British Library, gjorde karriere som Wladimir I. Lenin. Han efterlod som bekendt meget blod på sine og utallige andres hænder hvilket endnu engang bekræfter tesen om at den der lover befolkninger paradiset på jord han skaber et helvede.

Familien, som jeg arbejdede for i London, var heller ikke kedelig. Mr. K. var advokat og kom fra en velhavende, ortodoks jødisk familie. Det var mit første, men ikke sidste møde med den spændende jødiske kultur. Mrs. K., en tidligere 3. rangs skuespillerinde som var konverteret, var smuk og sprælsk med hang til ondskabsfulde, men sukkerglaserede bemærkninger.

Huset rummede en godt bestykket bogsamling, så mine aften- og nattetimer var øremærkede. Ved hjælp af min mors oldgamle engelsk-danske ordbog kæmpede jeg mig igennem klassikerne, ikke mindst Shakespeare (da jeg først nåede til ham behøvede jeg slet ikke andre) til mit hoved duvede ned på bordpladen og Morfeus tog over. Siden kom der andre yndlinge til, også engelske, ikke mindst Oscar Wilde og Virginia Woolf.

Derefter drog jeg til det kulturelt set alsidige Tyskland, men det opdagede jeg først mange år efter da jeg giftede mig med en tysker og bosatte mig i landet. Året der som au pair pige var langt fra morsomt.

For det første kom jeg til at bo i udkanten af en landsby hvor kålmarkerne grænsede lige op til køkkendøren uden mulighed for at gå på skole og lære sproget ordentligt. For det andet, så fortalte fruen i huset mig, at hun under krigen havde "arbejdet" i en koncentrationslejr. Hun fortalte mig aldrig hvad hun egentlig havde lavet der, men at sadisme var en del af hendes karakter var kun alt for tydeligt.

Jeg forlod den første plads, så snart det kunne lade sig gøre, og flyttede ind hos en højtstående amerikansk militærperson med syv børn som alle havde set dagens lys de mest besynderlige steder i verden. Nu boede de på en militær base i udkanten af Stuttgart. Familien var troende katolikker, så det blev mit første møde med katolicismen i en uhøjtidelig amerikansk forklædning.

Derefter gik sprog- og sanserejsen til Paris, hvor jeg følte mig som en ål i mudder trods arbejdsbyrden med hus og tre små børn, bl.a. en nyfødt. Husets intellektuelle frue, Madame, der var translatør i engelsk, tysk og russisk, så det åbenbart som sin opgave at lære mig så meget som muligt om fransk kultur. Hun sendte mig gennem byens mange museer, og introducerede mig til fransk litteraturs store penne:

Stendahls "Rouge et noir", Gustave Flauberts "Salambó", Victor Hugo og Honoré de Balzacs utallige romaner, Voltaires satiriske "Candide" og "Micromégas", for slet ikke at tale om Marcel Proust "A la Recherche du Temps Perdu", som dengang voldte mig megen hovedbrug. Siden kom jeg til at elske den. 

Men Antoine de Saint-Exupérys "Lille Prins", der blev bidt af en slange og forsvandt i sandet ligesom hans forfatter forsvandt over Middelhavet under krigen, blev en af mine yndlingsbøger. Det er den stadig, ligesom Albert Camus' "Pesten", allegorien over anden verdenskrig der ikke var så langt væk. Og "Pesten" er stadig uhyggelig aktuel.

//Mens Rieux stod og lyttede til jublen, der steg op fra byen, huskede han på, at denne jubel bestandig var i fare. For han vidste, hvad denne glade menneskemængde ikke vidste, men hvad man kan læse sig til i bøgerne, at pestens bacille aldrig dør og aldrig forsvinder, at den gennem årtier kan slumre i møbler og linned, at den venter tålmodigt i stuer, kældre, kufferter, lommetørklæder og gamle papirer, og at den dag måske kommer, da pesten til ulykke og belæring for menneskene på ny vækker sine rotter og sender dem ud for at dø i en lykkelig by.//

Og Madame tog mig med på Café les Deux Magots, som havde set flere digtere end resten af verden, sagde hun, og hvor vi forestillede os at vi sad ved det samme bord og på de samme stole som Verlaine, Rimbaud og Mallarme, fransk poesis store mestre.

 En dag sneg jeg mig forbi Café Flore, hvor Sartre, Simone de Beauvoir og deres kreds sad og så forfærdelig kloge ud, mens de udtænkte eksistentialismen som endnu ikke havde noget navn. Jeg turde ikke gå ind, men blev stående udenfor og frøs som en anden pige med svovlstikkerne, men man fryser gerne om tæerne når hovedet stikker op i Olympens skyer!

Tak, Madame D., fordi du introducerede mig til dem alle, tak for den inspiration du gav mig i bøgernes verden. Jeg har det som Virginia Woolf, hun troede heller ikke på at digterne dør: "Keats er død, Shelley er død", skrev hun, "men de lever her i dette værelse … i os alle". 

Madames excentriske mand, maleren Jean-Louis Delhumeau, førte mig til mange listige steder i Paris, både de mere lyssky, men også til byens smukke kirker som han havde en irreligiøs, men meget levende kærlighed til. Og engagement smitter! Den dag i dag er jeg dybt fascineret af Europas smukke kirker og klostre.

Ofte nøjedes han dog med at sætte mig af foran en eller anden kirke, jeg "ubetinget" måtte se, for så at forsvinde til et af sine mange amourøse smuthuller. Også i Rue Saint Denis, de prostitueredes gade (Les Poules, hønsene, som franskmændene kalder det lette kavaleri), havde han sin gang og var på kindkys med de fleste da han brugte dem som modeller.

Efter halvandet år i Paris vendte jeg hjem til det mørke Østerbro, men ikke mindre rastløs end før jeg drog ud.  

Da min mor stadig betalte af på sit ”tjenestemandslån”, som det hed når man var ansat af staten, og ikke kunne få det forhøjet, måtte jeg selv tjene til den næste rejse, som skulle være til USA.

Altså belejrede jeg personalecheferne på henholdsvis Hotel Cecil i Niels Hemmingsensgade og Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv, og fik sommerjobs som yngste rengøringshjælp begge steder. Oversat til mine fætres sprogbrug: "Det er altså dig der ta'r lokummerne!" 
Netop, men jeg var grundig, og fik til sidst lov til at "herske" over d'Angleterres luksus badeværelser. 

Aldrig havde jeg set så megen make-up i luksusforpakninger, Dior parfumer, bodylotioner, bobbel-bade osv. osv. Det skete at jeg  faldt i trance foran spejlet ved tanken om vidunderlandet Amerika, og jeg indrømmer, det skete at jeg prøvede både læbestifter og øjenskygger. Der lå også strittende kunstige øjenvipper, men dem kunne jeg ikke finde ud af at sætte fast. 

Og alle skabene blev mit revir! Med strittende pegefinder understregede overstuepigen at det især var vigtigt at alle hylderne var uden det mindste støvkorn, for kom der den mindste plet på de kvindelige gæster fine Dior hatte, så kom hotellet til at betale en ny, og det var en dyr omgang. Og nej, min løn var  ikke nok til at erstatte hatten! 

Heldigvis har humor altid været mit livs redningsbøje, og set fra mit nullermand-perspektiv øgedes dagligt mit anekdoteforråd ... både på det lille og det meget store og fornemme hotel ... 

Mit lille men trofaste publikum, min mor og mormor, elskede når jeg fortalte om det jeg havde oplevet eller observeret. Afbrudt af min egen skraldlatter, som straks rev de to andre med, og vi lo så tårerne trillede, og min mor måtte skynde sig på toilettet med krydsede ben.

Efter en række småjobs og mindre uddannelser fulgte lærerindevikar, lidt seminarium, booking-clark på rejsebureau, lægesekretær på skadestue, den lukkede afdeling, medicinske og kirurgiske afdelinger samt ledende sekretær på Hvidovre Hospital med meget mere.

En kort årrække ind imellem alt dette var jeg husmor og mor til to små børn som solitært erhverv, måske den bedste tid i mit liv. Eller virker det bare sådan i bakspejlet? Nej, glæden ved små børn er vidunderlig og usammenlignelig med alt andet. Desuden fik jeg rigelig tid til forskellige studier, især litteraturhistoriske. Det var før fjernsynet blokerede hjemmelivets frie stunder.

I den periode, hvor min daværende mand studerede og økonomien var knap, rejste jeg til Sverige, mit yndlingsland, (jeg har senere boet der) og opkøbte gamle kobberkedler m.v. som var tidens store mode. En hel lastbil blev det til. Sammen med viceværtens kone, hun havde nemlig næringsbrev, stemte vi dørklokker. Det blev til mange trapper, men fortjenesten var pæn.

En skilsmisse førte min kurvede vej over PR - og teaterkritikerarbejde på Christiansborg, alt imens jeg læste kulturhistorie. Efter endnu en skilsmisse (fra samme mand!) åbnede jeg antikvitetsforretning, Louise Antique, i Niels Hemmingsensgade, speciale i antikke glas som jeg også holdt foredrag om. 

Et par gange om året kørte jeg til Frankrig, hvor jeg boede i kuskeboligen til et forfaldent og forladt slot i Périgord. Mutters alene! Ejeren var direktør for et stort reklamefirma i Paris, og kom kun i ferierne.

Jeg skrev mange udkast til short stories, person- og rejsebeskrivelser m.v. i den periode.

Slottet lå i nærheden af Montaignes berømte tårn, hvor han iført "robe de chambre", en slags heldagsmorgekåbe, sad med sin kat på skødet i sin "boutique arrière", sin bagbutik, som han beskedent kaldte sit imponerende slotstårn og skrev sine berømte Essays m.m. På loftsbjælkerne stod alskens citater, det vigtigste lige over hans hoved: "Per omnia vanitas", alt er forfængelighed!

Sammen med en fransk veninde, Pauline, som havde antikvitetsforretning i Dome .... hun var lidt mindre fint, nemlig en "brocanteuse" ... altså skidt og kanel i én pele-mele ... kørte vi op til de små landsbyer i pyrenæerne i bagende hede, købte gamle glas og spiste på primitive restauranter, hvor maden altid var velsmagende bag de fluehæmmende perleforhæng. Bagefter lagde vi os under en kroget korkeg lige uden for byen og forsøgte at komme levende gennem de for mig, som er født rødhåret, ulideligt varme middagstimer.

Til gengæld var aftenerne under kæmpeplatanen på Paulines højtliggende gårdsplads med udsigt til floden Dordogne, om ikke kølige, så dog til at ånde i. 

Husets spændende og særdeles originale venner kom fra mange verdenshjørner. Enten var de barnefødt på egnen og kom tilbage i ferierne eller de havde købt et af de faldefærdige slotte for en beskeden slat penge mod at modernisere dem! Det blev vist aldrig til noget med den modernisering. Men, carpe diem som filosoffen siger, grib dagen, og det gjorde de så sandelig.

Der blev spist og drukket, diskuteret og fortalt, så man glemte de vakkelvorne og ubekvemme have- og andre stole der blev flyttet ud under træet for at få plads til dem der var inviteret, og dem der altid dumpede ind. Tallerkener og glas var skårede, knivene sad løst i sammenføjningerne, men alle havde mindst et par hundrede år på bagen og i selskab med egnens verdensberømte andepaté, ditto vin, brød, ost og andre delikatesser samt Paulines fremragende salater var det hele en sublim nydelse.

Den anden side af mit antikvitetsliv drejede sig om en mere konsekvent stilen mod forfatterskabet, stadig som lidt koketteri, men glæden ved at skrive havde jeg jo kendt længe, og om der kom bøger ud af det eller ej var mindre vigtigt på det tidspunkt.

Jeg skrev altså for mig selv og alt hvad jeg ellers kunne få fingre i. Bl.a. manuskript til en tv-udsendelse om gamle danske glas … jeg fortalte om de gamle skikke omkring glasset i en radioudsendelse, og skrev artikler om bordets kult m.m. Samtidig blev jeg redaktør på Bo Bedres antikvitetsbrevkasse.

Om aftenen købte jeg op hos ældre ægtepar eller enlige der skulle flytte til noget mindre. Det blev selvfølgelig til mange tankevækkende stunder hos fascinerende gamle mennesker der havde lagt vedkommende, fængslende og/eller morsomme oplevelser bag sig. At fortælle om det forgangne er verdens ældste erhverv som har eksisteret måske årtusinder før det vandrette. 

Stenaldermanden har næppe betalt for et godt knald, men taget for sig af retterne når han havde lyst og med hvem han havde lyst. Hm ... er det ikke hver 4. kvinde i Danmark der den dag i dag udsættes for vold af en nutidig stenaldermand?

I 1986 solgte jeg min forretning, giftede mig igen, en sen kærlighed og flyttede til Tyskland. Sideløbende med studier i tysk historie, litteratur og privatlivets kultur fra Adam og Eva og frem, fik jeg endelig mulighed for at koncentrere mig om at skrive litterært, ikke mindst via et særdeles udbytterigt tysk forfatterværksted over tre år. 

Eksamensopgaven var fri, så jeg valgte en short story om Constanze Mozart, og den kvindelige professor roste den til op over skyerne

Altså vovede jeg at indsende en halv snes andre fortællinger, digte, essays mm, som jeg ikke havde vovet at sende ind før da, blev også vurderet. Det hele fik ros, omend man måske nok syntes at netop beskrivelsen af en tidligere epoke og indsigt i dens mennesker havde jeg nok et særligt talent for. 

At turen til en udgivelse skulle blive så vanskelig som den blev, var på det tidspunkt en helt utænkelig tanke.

Altså kastede jeg mig med løftet halespids over en dybgående researche omkring Constanze Mozart og Mozart naturligvis, samt epokens privatliv i almindelig, kvindernes i særdeleshed. Det blev til en lang række foredrag. Skønt at researche, skønt at skrive dem, og skønt at holde dem for et stort og lydhørt publikum. 

En dag kontaktede Mad og Bolig mig mhp et foredrag året efter. Tema Borddækning. Det lød lidt fadt, så jeg valgte en anden overskrift: ”Bordets kult fra græske guder til gnavpotter”, og causerede over temaet via dias af gamle malerier. Jeg fik en hel side i bladet, en smuk lindegrøn. Det foregik på Havreholm slot, og trods snevejr mødte der næsten 200 personer. 

Det satte gang i efterspørgslen på mine andre foredrag, som jeg løbende udvidede med behovet for at researche i epoken omkring Constanze Mozart. 

Siden har jeg freelance skrevet en del rejseartikler fra 10 års fascinerende sejladser i og omkring Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Rusland, samt hvad der løbende dumpede ned på mit skrivebord.

Fra 1993 genoptog og udvidede jeg min foredragsrække. Klik venligst på linket FOREDRAG, men holdt op få år efter … af simpel tidsnød. Læs mere på Medier og video klip.

Kære læser … er du stadig "with"? I så fald tak og med venlig hilsen.

Louise