Forfatteren Trisse Gejl interviewede i 2005 Forlaget Amadeos ejer om baggrunden for oprettelsen af eget forlag som en af de første i landet der udgav sine egne bøger. Den kan godt genlæses:
En fireårig forlagsodyssé
Af Trisse Gejl
Efter i ti år at have studeret temaet Mozart og hans epoke, skrev Louise Bugge Laermann en romanbiografi om hans hustru Constanze og sendte manuskriptet til et forlag. Det var i 1998, og forlaget var Rosinante. Den dag begyndte det, Louise i dag kalder en sand forlagsodyssé. Det er ikke en fortælling om helte og skurke, selvom flere nok vil nikke genkendende til begge dele. Det er ganske enkelt en sand historie fra et forfatterliv.
Louise havde allerede haft en uforudsigelig og mange-facetteret karriere - eller rettere et par stykker. Som freelance-skribent for livsstilsblade, som teaterkritiker i provinspressen samt PR - medarbejder for Det Radikale Venstre på Christiansborg. Hun havde desuden haft sin egen antikvitetsforretning, Louises Antik i København, og de seneste ti år havde hun boet i Tyskland med sin tyske mand og havde her studeret kultur- og kunsthistorie og især kvindens stilling i 16, 17, og 1800 tallet. Det emne havde hun efterhånden holdt en del foredrag om, og da hun fornemmede at et bogmanuskript var på vej, meldte hun sig til et tre-årigt forfatterværksted i Düsseldorf. Det var i 1988, undervisningen foregik over nettet, ret avanceret for tiden, med de bedste professorer mm og enormt effektivt og kan varmt anbefales som modul for lignende i Danmark.
Godt begyndt
I 1998 kunne hun endelig putte sit digre manuskript i postkassen hjemme i Danmark. Det begyndte rigtig godt. Forlaget Rosinante var, mener Louise i dag, det eneste af de fire forlag der behandlede hende "personligt og pænt". "Jeg mødtes med redaktøren på hendes kontor, og hun sendte manuskriptet til en konsulent, der barslede med en gevaldig pæn udtalelse, men en stramning og redigering ville være nødvendig. Jeg havde ikke forventet andet. Jeg skrev manus om, strammede og redigerede, skrev om igen osv. og sendte et nyt eksemplar", fortæller Louise. "Månederne gik, jeg husker ikke længere hvor mange, men alt i alt gik der vel et halvt år før afslaget på Constanze kom." Redaktøren skrev dog et meget personligt brev, hvor hun undskyldte den lange ventetid, men forlaget var nødt til at stramme økonomien og turde kun binde an med det kendte. Forlaget flyttede til et mindre domicil kort tid efter.
For at hjælpe Louise på vej havde redaktøren korrigeret et par kapitler.
Så sendte Louise manuskriptet til Borgen: "Jeg fik et begejstret svar og en flot konsulentudtalelse, og selvfølgelig skulle den bog da ud - om jeg ville komme til et møde i december to uger senere, så vi kunne tale om den nødvendige revidering af manuskriptet.
Desværre ville skæbnen, at min demensramte stedmor fik en længe ventet plejebolig på Holmegården og skulle flytte ind inden jul, ellers tog de en anden demensramt stakkel, så jeg udsatte mødet med redaktøren på Borgen til januar måned", fortæller Louise på sin gård i Nordsjælland hvor efterårs solen blinker i duggen på edderkoppespindene udenfor og bordet bugner af eksemplarer af Constanze og Louises øvrige bøger, bl.a. første bind af en romantrilogi, Desdemonas Dans - også med biografisk forlæg.
Lige før jul fik Louise et brev fra redaktøren at denne fra 1. januar skulle begynde på et andet forlag, men at hendes efterfølger i stolen i samråd med forlagets chef ville overtage projektet og være behjælpelig med revidering af manuskriptet.
"Som det pæne menneske jeg var, tænkte jeg, at redaktøren sikkert havde nok at se til i en ny stilling, så jeg ventede tålmodigt på, at hun kontaktede mig. Det gjorde hun ikke. Sidst i februar mailede jeg lidt knotten både til redaktøren og til forlagschefen uden at få svar. Jeg mailede igen og ringede flere gange.
Endelig kom jeg i verbal kontakt med den nye redaktør. Hun havde naturligvis haft så travlt, så travlt, men nu havde hun sendt manuskriptet til endnu en konsulent." Det undrede Louise da den første udtalelse var god, men en dobbeltkontrol kunne man vel ikke have noget imod.
Forlaget gav sig igen god tid. "Endelig kom udtalelsen og jeg var glad, for den roste manuskriptet til skyerne, men ... jeg troede ikke mine øjne ... vedlagt var et følgebrev fra redaktøren:
Hun havde desværre ikke tid til at udgive Constanze, men den bog skulle da ud, så nu stod det mig frit for at sende den til et andet forlag.
Da Louise fik manuskriptet tilbage havde redaktøren korrigeret et par kapitler for at vise hende hvordan, hun syntes, Louise skulle skrive resten af manuskriptet!
Knock-out-pause
Louise slikkede såret i det, hun kalder en knock-out-pause og sendte derefter Constanze til det daværende Centrum Forlag. Ventetiden var ikke kortere end til de andre forlag, men på Centrum var Louise i fin kontakt med redaktøren både via mail og telefon og blev aldrig afvist. "De havde bare så travlt, så travlt - som om forlagene er de eneste i verden der har travlt.
"Hvor naivt!", siger Louise med et suk. "Redaktøren ville såmænd bare sige nej-tak personligt, nu hvor vi havde talt så hyggeligt sammen så mange gange! Jeg havde svært ved at finde en grimasse der kunne passe. Ja, skrive det kunne jeg jo, men kunne jeg ikke skrive noget rent fiktivt, for redaktøren var bange for at de, der interesserede sig for Mozart ikke ville læse en romanbiografi om ham, og de, der ville læse historiske romaner, de ville ikke have alle de her fakta om Constanze og Mozart. Redaktøren gav mig en mailadresse på et tysk forlag, for tyskerne var nok mere interesserede i sådan en bog end danske læsere.
Og så havde hun redigeret et par kapitler for at hjælpe mig på vej ...
Nu sad Louise der med tre udgaver af manuskriptet og redigeringer fra tre redaktører: "Og hvad kan vi så lære af det?" siger Louise, "frem for alt at ingen af de tre redaktører havde rettet det samme! Hvad den ene syntes var helt forkert, var enten optimalt for den næste eller blev slet ikke bemærket. Man skal altså ikke tro at forlagsverdens redaktører har et fælles litterært kvalitetskoncept at gå efter. De har en helt individuel smag.Jeg spurgte en af dem, hvordan hun spottede en værdig udgivelse. Svaret lød: "Jeg går efter min næse". Den må have været forstoppet for forlaget er nu fusioneret med et andet!", ler Louise.
Træt af forlagsmadammerne
Nu var Louise godt træt af "forlagsmadammerne", som hun kalder dem og efter endnu en knock-out pause sendte hun manuskriptet til Samlerens Forlag. "Den mandlige redaktør var fuld af ildhu", fortæller Louise, men inden jeg fik et regelret svar fandt jeg lidt i manuskriptet jeg syntes skulle rettes, skrev om for guderne må vide hvilken gang og kørte ind til forlaget med et nyt eksemplar. Nu var der ingen åbne arme, men is på stemmebåndene!
Redaktøren bad mig lægge manuskriptet på bordet, hvorefter han stillede sig hen til vinduet og så ned på gaden. Ydmyget helt ned under gulvbrædderne sagde jeg pænt farvel til ryggen.
Kort efter kom manuskriptet retur med et arrogant følgebrev: Hvis man overhovedet skulle tage det manuskript alvorligt, så skulle det slutte med Mozarts død, hvorfor redaktøren ville anbefale, at jeg ligeledes slettede alt fra Constanzes ophold i Danmark. Og det var alle på redaktionen enige om. Der var to.
Hit med det manuskript!
Nu var der gået fire år siden hun sendte manuskriptet til Rosinante, og Louise havde mistet respekten for de etablerede forlag. Hun bestemte sig for at give en dansk udgivelse en eneste chance til. Hvis det blev et afslag, ville hun selv oversætte bogen til tysk, som er hendes andet modersmål, og prøve at få den udgivet syd for grænsen. Derfor gik hun på nettet og tjekkede de nye forlag. Elkjaeroghansens koncept tiltalte hende. Klog af skade og dyre portopenge sendte hun først et introduktionsbrev om sit værk og fortsatte i øvrigt med de andre projekter, hun alle årene havde arbejdet med i vente- og knock-out-pauserne.
"Dagen efter ringede de fra forlaget: Hit med det manuskript! Det lød jo forjættende, men spis brød til, tænkte jeg og sendte nærmest flegmatisk stakkels Constanze ud på endnu en rejse. En uge efter ringede forlaget, de ville gerne udgive manuskriptet - om jeg kunne komme til møde på mandag? Jeg stod midt i frokosten og havde nær fået leverpostejmadderne i den gale hals!"
Og denne gang var det alvor.
Elkjaeroghansen udgav Constanze Mozart, og det er Louise dem evigt taknemmelig for. "Men," siger hun, "når man efter fire års bæven og venten endelig får chancen for at udgive sit manuskript, sit liv, sit barn, så er man alt for føjelig. Bl.a. skrev jeg under på, at forlaget også skulle have rettighederne til salg i udlandet, selvom min advokat havde frarådet det, og det kom til at koste mig dyrt. Men om de så havde bedt mig om at hoppe på tungen ned gennem Kompagnistræde, så havde jeg gjort det!"
Forlaget bankerot
Den medbestemmelse, der i forlagskonceptet var lagt op til ... at forfatteren skulle involveres i alle processer omkring bogen ... var der desværre ingen bund i når det drejede sig om væsentlige afgørelser, siger Louise. F. eks. solgte forlaget bogen til Bogklubben 12 bøger hen over hovedet på hende mens hun var i USA. Og da Louise kom hjem fra den seks uger lang promotion- og vennerejse i New England, var det tydeligt at forlaget var nær en bankerot, så det gjaldt om at sikre, at forlaget ikke også solgte udlandsrettighederne til hvem som helst.
Forlaget ville have 35.000 kr. for udlandsrettighederne. Louise diskuterede ikke, men betalte prompte. Kort efter lukkede forlaget.
Så stod Louise der med alle de dyrekøbte rettigheder og en udsolgt bog under armen, men optimismen fejlede ikke noget, der vinkede jo et Mozart-år forude, og Constanze Mozart var solgt i tre oplag og godt 6.000 eksemplarer.
Med henblik på et fjerde oplag, kontaktede Louise den redaktør på Gyldendal, der havde været så begejstret for Constanze, mens hun havde været på Borgens forlag. Men nu var tonen en helt anden.
"Med trætte suk og arrogant stemmeføring gjorde redaktøren det klart for tumpen i den anden ende af ledningen at de ikke kunne drømme om at overtage en bog som et andet forlag var begyndt på. Princip er måske princip, men det kunne nok siges på en anden og pænere måde", siger Louise. Nu havde hun nået et punkt, hvor forlagene kunne ryge og rejse.
Eget forlag
Familien slog sig ned omkring bordet og resultatet blev Forlaget Amadeo.
At starte eget forlag er ikke umiddelbart noget Louise vil anbefale andre. Det er dyrere end hun havde regnet med og enormt tidskrævende. Der er utroligt meget papirarbejde og samarbejder skal etableres med lektor, korrekturlæser, layouter og website specialister, trykkeri, boghandlernes organisation, distributionsfirma og OnlineForlag, med oversættere, agenter og med en forlagsrepræsentant der kører rundt til de danske boghandlere. Man skal finde rundt i koder og rabatter, regnskaberne skal passes eller en revisor skal gøre det for dyre penge, man skal kontakte medier med meget mere.
"Men når forlaget ér etableret, så er det fun", siger Louise, "Ikke desto mindre, så er en forfatter vel skabt til at skrive i en villet ensomhed á la Montaigne, der sad i sit tårn med katten på skødet og hovedet i musernes skød, ikke som dreven forretningskvinde med styr på bankkonti. Der bliver for lidt tid til det væsentlige: at skrive bøger!
Men det er vidunderligt at være sin egen herre. Ingen spildtid på depressioner over feudale forlagsredaktører der sidder i deres glasbobler fjernt fra det pulserende liv. Jeg kan igen trække vejret let og ubesværet, og for mig har det sat en kreativ lavine i gang. Økonomisk er det dog gambling i højeste potens," siger Louise.
Trisse Gejl
Og i dag 2012?
af Louise Bugge Laermann
Ovenstående var Trisse Gejls fortrinlige interview med mig fra 2005. Jeg kan tilføje, at hvad der blev sagt så pænt af Trisse i interviewet kan udtrykkes på en hel anden facon:
Jeg var chokeret over de omtalte redaktørers eksorbitante uvidenhed om mit tema og deres uforblommede ønsker om at ændre tekstens af konsulenterne så roste ordlyd til klichéer, der klingede bedre i kasseapparatet. Deres arrogance var monstrøs, som levede vi på dronning Viktorias tid, og man afskyr sig selv, når man bøjer sig for den ene affront efter den anden. Hvilket man da også kun gør til et vist punkt.
Nok er nok.
Så trods advarende røster om anmelderes nedadvendte tommelfingre, hvis jeg åbnede eget forlag, var min "åndelige" frihedstrang stærkere en angsten for tommelfingrene. Hellere øretæver og i Danmark latterliggørelse end lade tilværelsen sagte dryppe forbi ens næse.
Og da forlaget begyndte at køre og bedre end de fleste, dukkede de gråsorte sjæle op, der optrådte som venner ... hvorefter de tog røven på mig. For nu at kalde en spade for en spade.
Set i bagspejlet nu 7 år efter var det rigtigt at slippe det gamle modul. Det har trods alle besværligheder været en vidunderlig udfordring, en personlig og kreativ udvikling .... trods et hel læs af øretæver.
Det er foreløbig blevet til seks bøger, som også sælges som e-bøger, samt foreløbig en lydbog indlæst af LBL, men resten af bøgerne bliver indlæst af samme, nemlig mig. De har alle et godt udlån fra bibliotekerne.
Og så var der de kritikere, ikke alle, men for mange, som indtog den stokkonservative holdning “slet ikke at anmelde bøger fra egne forlag.”
Man kunne have gjort sig den ulejlighed at klikke ind på Forlaget Amadeos “kontakt”, hvor mine medarbejdere var listet. Selv Gyldendal kunne ikke opvise en litterær medarbejder af bedre kvalitet end mine.
Man kan ikke være medlem af forlagsforeningen, for at blive optaget skal man have en omsætning omkring en million om året, og DBK, distributionsfirmaet valgte pludselig at sætte priserne enormt i vejret hvis man kun havde en “lille” omsætning.
Jamen, hvor er det da dansk. I USA er det en selvfølgelig indstilling at købe et par sko der er flere numre for store og så stræbe efter at vokse ind i dem.
I Danmark er der som vores vise Benny Andersen skriver: “Danmark er landet hvor der er rift om for små sko.”
I dette århundred har krimier af meget blandet kvalitet fået overtaget. Hovedsagen at det pleaser. I dag sælge man kiosklitteratur fra de fornemste forlag, mens skønlitteraturen lever kummerligt. Hvis krimierne blev fjernet fra den skønlitterære gruppe, så ville man opdage hvor kummerligt det står til med de skønlitterære forfatteres levebrød.
Mine planer om at udgive berømte kinesiske digte og anden smal litteratur har jeg midlertidigt opgivet. Jeg opgiver ikke mit CVR nr. og ret til at sælge mine “produkter” her i landet, men jeg råder andre forfattere til at spare de penge de måtte bruge til at få lavet e-pub bøger, og i stedet få deres værker oversat til engelsk. Derfra og til at få dem udgivet i Kindle-Amazon-Barnes&Noble regie er kun et lille skridt.
De digitale muligheder for “selv-udgivelser” er nærmest eksploderet siden jeg åbnede Forlaget Amadeo. Den udvikling glæder mig.!
Louise Bugge Laermanni
