Litterære Horisonter: blog 2.

Research i Paris:
Mozarts mor 1777-78
19. århundredes forfattere
My memory lane 19957 -aupair, algierkrigen -
"Nabo" til Voltaire
Thorkild Hansen 1947 

Edith Piaf 1949

Er der noget mere parisisk end Edith Piaff? 

Paris 1. oktober 2011

Charles de Gaulles myretueagtige lufthavn ... den største i Europa efter Heathrow ... åbenbarede sine værste sider i en bagende sensommer hede.  Jeg bandede over kuffertens kiksede hjul og det tunge vintertøj inklusiv travestøvler, det var køligt i København ... hvor dum har man lov til at være! 

I et lydløst og meget hemmeligt suk, savnede jeg en stærk mand, så jeg kunne sætte mig på en bænk med samlede ben og se ynkelig ud, mens "han" fandt den rigtige vej og udgang og traskede hele vejen tilbage for at hente mig.

Men så tog jeg mig sammen, hentede en bagagevogn, fik bugseret den megatunge kuffert op på den, og begyndte en ørkenvandring på den øverste ringvej. 

Et menneskemylder med og uden bagage trængtes op og ned ad rulletrapperne i de overdækkede glastunneler, som ligner benene på en stor futuristik glasedderkop i en lyseblå ham. Et farverigt udsnit af klodens befolkning. Det første indtryk at Paris, en metropol!

En alen lang beskrivelse af metrostationer og dertil hørende busser var mere end jeg havde ork til, så jeg bestemte mig til en taxa. "Pas på de falske taxaer" stod der advarende i rejseplanen, men ikke et ord om hvordan man kunne se forskel!?

En venlig sjæl oplyste mig om at der holdt taxaer ved hver udgang både sorte og gule, men vidste ikke hvilken farve de "rigtige havde". O dear, jeg ville jo nødig vågne op i Casablanca til et millionkrav i løsepenge. 

En jordisk engel i form af en lille mørklødet mand med hængeoverskæg knoklede rundt for at finde og samle fly-passagerernes tomme bagagevogne, hægte dem på hinanden og køre dem et andet sted hen. Han så træt og ligeglad ud, men da jeg med mit bedste ungpigesmil spurgte hvor jeg fandt en "ægte" taxa, slap han sin mindst 20 meter lange bagagevognslange, vinkede at jeg skulle følge ham og stormede af sted i et gevaldigt hjulbens-tempo.

Med et standsede han og pegede smilende op på et stort skilt med TAXA over en af de mange udgange. Det lignede til forveksling alle de andre Taxaskilte, men da han så mit let opgivende udtryk, fulgte mig sågar ud til den rigtige kø af ventende passagerer. Jeg trak vejret dybt og lettet, og lod fem euro dumpe ned i hans hånd. Fornøjet ilede han tilbage til sin bagagevogns-slange. 

Der var ikke mindre varmt uden for lufthavnen, og ingen aircondition i taxaen, til gengæld en venlig chauffør som havde en fast pris ind til Paris. Spørg altid!

Pga varmen var alle vinduerne åbne, og der er ikke ligefrem stille på mortorvejen fra lufthavnen ... så 23 km kørsel kunne godt blive et mareridt, men med Ipod'en i ørerne kunne både bilernes kørelyde og flyvemaskinernes ankomst og afgang fra Charles de Gaulle dulmes til en om ikke behagelig, så nogenlunde acceptabel baggrundsstøj. Ikke mindst fordi jeg havde Senta Bergers melodiøse stemme i ørene, mens hun læser Martin Gecks "Mozart, Eine Biographie. Den er fra jubileumsåret 2006.  

Den tidligere James Bond pige har i årenes løb udviklet sig til en stor karakter skuespiller. Jeg nyder hendes vidunderlige stemme og følsomme indlæsning. Fylder min lille notesbog med ideer. 

Da jeg suksomsive er ved at indlæse mine egne bøger, kan jeg dårligt finde en bedre læremester end Senta Berger. Det skulle da lige være Vigga Bro eller Ghita Nørby. Jeg elsker ældre damers stemmeføring. Erfaring, lidenskab ... de tør mere.

Og skulle turen mod forventning blive længere end de 23 km. (helst ikke til Casablanca ☺) så kunne jeg bagefter nyde Klaus Maria Brandauer læse et vist antal af de 365 breve til og fra Mozart. 

Jeg har også indlagt, som det hedder, et væld af musik på den lille iPod. Mozarts musik selvfølgelig med meget mere, som jeg kommer ind på senere i denne blog-række.


Og således nåede jeg Hotel Carlton på Mont Martre uden besværlige omveje til Casablanca. 

Mere vægtbelastende indeholdt kufferten en stak kopier af gamle kobbersstik fra Paris  fortrinsvis for 1770'erne, en nødvendighed hvis man vil gå i Mozarts og hans mors fodspor. Desuden et par "rejsebøger", ikke mhp herfra og dertil, det har vi jo vores computer til, google earth etc., mere erindringer fra tiden, ikke mindst fra kredsen omkring Mozart. 

Mozartfamiliens breve har jeg tyret igennem adskillige gange, stoffet skal fylde både sind og krop når man begynder at skrive, og jeg bliver inspireret hver gang. 

Jeg er den lykkelige ejer af fire digre biografier om Mozarts liv og levned ... fra henholdsvis 1864 og 1914 samt to fra Mozarteum, hvoraf den sidste er en revideret og udvidet udgave fra 2005. 

Det er interessant så anderledes man i 1864 så på familien Mozart end i 2005, og da jeg opdagede en diskrepans mhp hans mors begravelsessted i de forskellige udgaver, tændtes research-gnisten, som dog aldrig forlader mig ret længe ad gangen, da jeg altid er på udkik efter brugbare kilder og ikke "bare" til Mozartfamilien og deres epoke. 

Men Mozarts mor, Anna Maria f. Pertl, er noget nær et uskrevet blad, hvilket er synd og skam, for hun var langt fra kedelig, og hun betød langt mere for Mozarts musikalske udvikling end man har villet kreditere hende. 

Jeg er dansk født og ved ægteskab er det tyske sprog blevet mit "valgmodersprog" på lige fod med dansk. En stor lykke for en indædt læsehest, fordi der oversættes langt mere verdens-litteratur til tysk end til dansk og gennemgående af meget høj kvalitet. Det går hånd i hånd med litterære tidsskrifter, en daglig føljeton i FAZ, Frankfurter Allgemeine Zeitung osv. 

Vi skulle mødes i hotellets foyer, fik hilst på hinanden og stemningen var god. Jeg talte elleve deltagere på vel omkring 700 kalenderår til sammen, samt to unge, franske litteraturstuderende. Jeg var den eneste med dansk som modersmål, men som så ofte  viste det sig, at der var flere i den tysksprogede gruppe som beherskede det danske sprog. Det er ret imponerende. 


De søde og smilende deltagere tog sig kærligt af mig, en og anden af de galante herrer hentede mig hvis jeg sakkede alt for langt bagud i min egen drømme/research verden, eller forsvandt ned ad en side gade, fordi der liiiige var an adresse som jeg måtte se. Vores guide var ikke helt så tålmodig ... Og alle pigerne var interesseret i det jeg skrev ... fortæl, fortæl ... 

Hedebølgen varede næsten hele ugen, men om aftenen var tagterrassen et herligt åndehul med udsigt til Eifeltårnet mod nord og flødeskumskagen Sacre Coeur på sin bakke mod syd. 

Hvad forbinder Molière (1622-1673) og Mozart! Det gør temaet Don Juan ... eller Don Giovanni den italienske udtale som Mozart brugte til sin opera. 


Vi ved at Fridolin Weber, Constanzes far, forærede Mozart sin  udgave af Molières samlede værker, da han forlod Mannheim for at rejse til Paris. Fridolin Weber havde skrevet en hilsen i bogen på italiensk: //Ricevi, Amico, le opere del Molière in segno di gratitudine, e qualche volta ricordati di me.// 
(Modtag, min ven, Molières værker som tegn på taknemmelighed, og tænk af og til på mig.)

 Og Don Giovanni  er jo et af Molières teaterstykker. Han har dog ikke opfundet figuren Don Giovanni, som har aner helt tilbage til 1300 tallet.

Molière blev iøvrigt døbt i kirken Saint-Eustache, hvorfra Mozarts mor blev begravet. Paris var en lille by dengang. Om det så var Lorenzo da Ponte der fik ideen til Mozarts opera ... da Ponte havde i sine unge dage været ven med tidens notoriske forfører, Giacomo Casanova ... eller det var Mozart selv der faldt over temaet i Moliéres værker, det ved vi ikke. Men Mozart brugte megen tid på at finde temaer til sine operaer og læste et utal af færdige librettoer som han måske, måske ikke ville skrive musikken til, så helt usandsynligt er det ikke. 

 

Dette er første side af original-manuskriptet til Giacomo Casanovas memoirer, ”Histoire de ma vie”, (Mit

livs historie) som Nationalbiblioteket i Paris købte på auktion i 2009. Papiret er gulnet og skrøbeligt, men teksten, ordene, kunne være skrevet i går. Casanovas  erindringer slutter brat i 1774, men han dør først i 1798.

Jeg er altid dybt imponeret over så tydelig skriften er på disse gamle manuskripter. Selv den lille trillion breve jeg sendte hjem i de ni år jeg boede i Tyskland i 1990erne, samt egne kopier via karbonpapir, er blegnet til næsten ulæselighed. Det lyder utroligt når man betænker, at Mozarts noder og hans håndskrift i brevene stadig står knivskarpt og læselette, måske fordi visse blæktyper siden antikken været fremstillet med vitriol.

Men først og fremmest havde jeg taget Thorkild Hansens to-binds "Et atelier i Paris" med - hans dagbøger fra 1947 til 52, de er (også) geografisk meget detaljerede, og tæt på det Paris jeg kom ned til. 

I august 1947 ankom Thorkild Hansen til Paris med Nord-Ekspressen der daglig kørte ind på Gare du Nord kl. 4 om eftermiddagen. I den ene hånd havde han en jordmodertaske med undertøj, i den anden en brugt skrivemaskine. Et stipendium på 6 måneder og en aftale om at sende artikler hjem til Ekstrabladet skulle holde ham i live. Han var 20  år gammel. 

Også jeg ankom ... siddende hele vejen ... til Paris med Nord-Ekspressen, blot ti år senere, og jeg var 18 år. Paris havde ikke forandret sig meget i det spand år, krigen føltes stadig meget tæt på, og der var absolut ingen penge til moderniseringer.

Det var et held for mig, for hvis vi ser bort fra Baron Haussmanns rigorose gade- og facadeændringer fra ca 1853-1870, så stod de resterende huse stort set som da Mozart og hans mor, Maria Anna, ankom til Paris i 1777 ... på det der skulle blive hendes sidste rejse. 

Til gengæld havde Frankrig været i krig igen siden 1954, og denne gang var fjenden nærmest inden døre, nemlig den franske koloni Algier. 

Oprørsbevægelsen, ALN, brugte ikke blide metoder, men det gjorde franskmændene nu heller ikke, og dét prægede dagligdagen i Paris. Der stod tungt bevæbnede soldater foran alle offentlige bygninger, og man fandt sække med halshuggede algierer som havde stået på ALNs "forræderliste."

Det indbød ikke ligefrem til romantisk flaneren langs Seinen i måneskin. Tværtimod, jeg gik ingen steder efter mørkets frembrud før jeg traf Uschi (Ursula) i Tuillerierne, hvor alle au pairs og de professionelle nounou's, (i kridhvide forklæder over lyseblå barnepige uniformer) gik tur med familiernes unger. 

Ma Mère

❤

Desuden var vi begge døtre af enlige mødre, hvilket gav en slags fælles identitet. Ugifte eller fraskilte mødre var sjældne på den tid og helt sikkert nogen værre nogen! Min mor var skilt og moralsk nok meget moderne for sin tid. Og så var hun med i den danske modstandsbevægelse. Jeg har tegnet et rids af hende i "Saltomortale", bind 2 i "Ondskabens labyrint". En lidenskabelig kvinde med et liv fuld af tristesse. 

Ushis mor var krigsenke og dybt religiøs. Hun er med i min 3. bog i trilogien Ondskabens Labyrint, planlagt udgivelse 2014. 

Vi fandt hurtigt ud af at vi havde den samme humor, den vigtigste ballast for venskab. Desuden var vi begge to læseheste og brændte efter at kunne magte de store franske forfattere. Og da det sådan halvvejs lykkedes, druknede vi os nærmest i bøger. Lånebøger fra min families righoldige bogreoler. Det var jo før Mac, iPod, iPad stjal læsetiden, sågar før menig mand fik fjernsyn.  

Ushis stilling var også "familiær", men begrænsede sig til børneværelser og køkken hvor hun spiste med de mindste børn. De fik først lov at sidde med til høj-bords når de "kunne spise ordentligt med kniv og gaffel"!

Ushi gik på sprogkursus på Alliance Francaise, hvilket jeg misundte hende, men Madames mand, "Monsieur" kaldte Alliance Francaise for et "bordel"! Det vrimlede i hvert fald med unge mænd foran indgangen når skolen var slut, og det var Monsieurs pligt at passe på mig så længe jeg boede hos dem. Sagde han. 


I stedet kom jeg på studenterlinjen på École Polytechnique, et aftenkursus for studerende som manglede eller havde en for dårlig studentereksamen til at læse videre. 

Jeg skulle kun deltage i fransk-undervisningen, hvilket jeg slet ikke var god nok til, men Monsieur sendte mig ud af kontoret da jeg skulle skrives ind og var allerede godt i gang med at flirte med den kontordame der skulle stemple ok på papirerne. Han var den fødte Don Johannes, så han fik det arrangeret som han ville have det. 

Det var nu ikke lykken, hverken for mig eller for de stakkels professorer der underviste, så jeg holdt op efter et halvt år. Jeg lærte faktisk mere hjemme hos Madame.

Monsieur kørte mig frem og tilbage i sin oldgamle 2CV. Den var så "velfjedrende", at hvis  den udsete parkeringsplads var lige lille nok, placerede Monsieur mig på køleren med besked på at hoppe op og ned, til han kunne klemme støddæmperen ind under den bil der parkerede foran!  Og så gjalt det bare om at komme væk i en fart.

Den ugentlige morgentur til Hallerne, dvs. de gamle, de originale var en oplevelse helt for sig selv. 








Tekst omkring Saint Eustache udsat til en senere blog med Madam Mutter.

Tilsyneladende havde Ushi og jeg alt for forskellige baggrunde til et genuint venskab, men, blev vi enige om, vi var jo den nye efterkrigstids generation, altså dem der viste vejen frem. Det grinede vi så lidt af, for vi vidste jo godt at vi var røv og nøgler, tiggede nylonstrømper og en ny BH hjemmefra. Så stor-grinede vi, som man kun kan le når man er 18 år og glæder sig til alt der ligger forude, lige meget hvad det er. 

Det år fik forfatteren Albert Camus nobelprisen i litteratur, og hans billede var på alle avisernes forside. Ushi og jeg var vilde med ham. Både det han skrev og hans udseende. Så kunne de unge fyre foran Alliance Francaise godt gå hjem og lægge sig. I dag ville vi sige at han var cool. Camus havde været modstandsmand under krigen mod nazisterne, var født i Algier og skrev som Kafka, sagde Madame da hun nåede til Albert Camus i sin undervisning. Af mig! Hvor var jeg dog heldig.

Vi led begge af mareridt fra krigen, så små som vi var da den stod på, men den smule jeg havde oplevet, var peanuts sammenlignet med Ushis flugt med sin mor fra russerne. Det talte vi meget om. Måske derfor Camus tekster gjorde så stort indtryk på os. Jeg fik kuldegysninger af det som "pesten" symboliserede: facismen, jødeforfølgelserne mm. :  

//Mens Rieux stod og lyttede til jublen, der steg op fra byen, huskede han på, at denne jubel bestandig var i fare. For han vidste, hvad denne glade menneskemængde ikke vidste, men hvad man kan læse sig til i bøgerne,  at pestens bacille aldrig dør og aldrig forsvinder, at den gennem årtier kan slumre i møbler og linned, at den venter tålmodigt i stuer, kældre, kufferter, lommetørklæder og gamle papirer, og at den dag måske kommer, da pesten til ulykke og belæring for menneskene på ny vækker sine rotter og sender dem ud for at dø i en lykkelig by.//

Algier blev endelig selvstændigt i 1962, men da var både Ushi og jeg rejst hjem for længst. 
Vi skrev til hinanden til Berlinermuren satte en stopper for korrespondancen. Hun svarede i hvert fald ikke længere på  mine breve. 

Men endnu var vi i Paris:
At vi var to når vi gik på gaden om aftenen forhindrede ikke et overfald på vej hjem fra Champs Élysées efter en biograftur samt en skrækindjagende oplevelse i Louveciennes, en lille by 18 km uden fra Paris, hvor jeg boede alene den kommende sommer med de tre børn. Madame fødte en lille "Corontin", den hedt ønskede søn, i løbet af vinteren. 

Jeg overlevede ... både børn og arabere, mere om det i en senere blog.  

Tilbage til Thorkild Hansen: 
Han havde fået et beskedent stipendium til opholdet i Paris og skrev artikler om sit ophold  til Ekstrabladet. Uden disse penge havde han ikke kunnet eksistere. Hermed en opfordring til nutidens Ekstrablad-redaktion: Hvad med at tage den gode ide op igen!!

Jeg var en skrivekugle, men vovede ikke at sige jeg gerne ville være forfatter. Det var ikke noget for "oss"  ... med to s'er som på norsk, det understreger et fællesskab som vi ikke var med i ...   som der stod i den norske digter, Axel Sandemoses "Jantelov" i hans "En flygtning krydser sit spor." 

I Københavns små sidegader florerede Jantelovens 10 bud ... gør det såmænd stadig og ikke kun i de små gader. Som Benny Andersen skriver: "Danmark er et land hvor der er rift om for små sko." 

Vi står helt udforstående overfor den amerikanske model: at købe et par sko to numre for store og så arbejde på at fylde dem ud. 

Som noget helt naturligt kom jeg i huset i Paris 18-år gammel, godt nok som au paire, mens Thorkild Hansen, 20 år gammel, allerede fungerede som fuldmoden skribent, havde i hvert fald udgivet sin første lille bog om Jacob Paludan. 
Hvis nogen vil lægge en kønsforskel i dette, så er jeg enig. 

Thorkild Hansens dagbog "Et Atelier i Paris" åbner med tre citater:

Als Artist hat man keine Heimat

in Europa ausser Paris.

                                        Nietzsche

Paris - a fine place to be 

young in, a necessary part of a man's education.

                 Hemmingway

                                                         

 Held den, som før hans Hu var  tung

   med rene øjne saa Paris.

      Her blir den gamle Mester ung, 

        den unge Mester ser sig vis.

                                                                Sophus Claussen

Men det var meget langt fra både Mozarts og hans mors opfattelse af Paris i 1777. Mozart foragtede franskmændenes krukkede gebærder ... vi er jo i rokokoen ... brød sig ikke om adlens arrogante facon og kunne ikke lide deres mad ... det kunne hans mor heller ikke. Han hadede de beskidte gader som han var nødt til at benytte, fordi han ikke havde råd til en drosche, når han endelig skulle undervise en eller anden velhavende aristokrats grimme datter. 


Og selvom han fik tilbudt en stilling i Versailles som organist og komponist, så ville han hellere brække en arm på langs end fravige sin drøm og plan: at komponere operaer! Han var endelig fri for sine to plageånder fra Salzburg, papa Leopold og sin arbejdsgiver fyrst og biskop Hieronimus Colloredo, og ville ikke binde sig til en anden aristokrat, endsige den franske konge. 

Mozart mente at han sagtens kunne leve som selvstændig komponist ... hans løsrivelse var i fuld gang.

Madame Mutter prøvede at overtale sin søn til at takke ja til stillingen i Versailles, deres økonomi in mente, og Mozart vidste jo godt hvordan det stod til. Han solgte frejdigt hvad han bedst kunne undvære af det de havde bragt med. 

Anna Maria græmmede sig, men hun kunne ikke styre sin frihedshungrende søn, selvom det var hendes egentlige opgave på rejsen. 

Mon ikke hun har brugt det argument at der faktisk var et ikke helt lille teater i Versailles, Opéra Royal, hvor Marie Antoinette med stor fryd optrådte, når hun havde lyst til det. 

Da hun læste Beaumarchais skuespil, Figaros Bryllup, som Louis XVI havde forbudt alle andre teatre at opføre, blev hun så begejstret at hun alligevel satte stykket op med sig selv i en af hovedrollerne, og, står der, kongen morede sig meget. 

Opéra Royal, der lå i selve slottet, kunne rumme 1000 tilskuere. Teateret var næsten beskedent bygget op i malet træ, stuk og papmaché, men i 1777 har det været en åbenbaring.   

I 2009 åbnede operaen efter en total renovering, og som man kan se på nedenstående video, så kunne nutidens tilskuere opleve de helt vidunderlige "Spectacler" sådan cirka som den forkælede adel oplevede dem for flere hundrede år siden. Untagen Mozart ... ellers havde han bestemt berettet om det i sine breve til Papa Leopold. Eller hans mor havde.

                                                God fornøjelse!

   

                                                      SPECTACLES À VERSAILLES 

           Realisateur Monteur: Peterson Almeida:


            FORTSÆTTELSE FØLGER PÅ BLOG 3 

Litterære Horisonter: blog 1.

Paris:
Litterære vandringer sept. 2011. 
Research omkring Mozarts mors død i 1778 -
Et smut ned ad min egen memory lane i 1957 - 
Nabo til Voltaire. 
Thorkild Hansens „Et Atelier i Paris” fra 1947 er med i rygsækken.  

about me

      "Je ne regrette rien …"

Jeg fortryder intet,
     sunget af Edith Piaff:            

Efter en række turbulente år med sprogrejser, mænd, børn, foredrag, forretning mm … rækkefølgen er tilfældig … blev jeg gift med Wolfgang, boede 8 år i Düsseldorf, hvor jeg studerede tysk, privatlivets kultur og litteratur, hvorefter vi slog os ned i Danmark. 

Vi bor i bondehuset ovenfor med samt 2-3 vagthunde i megastørrelse. Racen kan skifte, men pt. er det mastifferne på billedet. 

Jeg ryger ikke, drikker ikke (og går ikke  med piger☺) er slet ikke med på tidens madorgier, men summen af laster er som bekendt konstant. 

Min last har flere skud på stammen, et af dem er ca 250 løbende reolmeter bøger, som hen ad vejen kommer til at spille en stor rolle på denne blog. 

De mange bøger sætter jo en grænse for hvor "lille" en bolig man kan bo i, så e-bøger og diverse digitale læseplader, der engang kan bringe bogsamlingen ned til en enkel Ikea-reol eller en beskeden hylde over hovedgærdet, er en lykkelig løsning. 

E-bogen er i øvrigt et "Gesamtkunstværk" bestående af tekst, lyd, billeder, små film med meget mere, ligesom websiderne og bloggen. Alt det som papirbogen ikke kan byde os.  

Et to-årigt tysk forfatterværksted har været guld værd, og frugten er indtil nu blevet til seks bøger, papir og e-bøger, hvoraf den første, Constanze Mozart,  udkom 2002 på et dengang anerkendt dansk forlag, elkjaeroghansen, og blev en bestseller inden forlaget lukkede få år efter. 

Resten, inklusiv 4. rev. og udvidede udgave af Constanze Mozart, samt e-bogsudgaverne og lyd-ditto er udkommet på mit eget forlag, Forlaget Amadeo, som i dag heller ikke er helt ukendt.   

Jeg har skrevet artikler, holdt foredrag, indlæser mine bøger og sætter musik til teksten, hvilket har givet mig den fornemme titel af musikproducer, NCB    

Mine bøger bliver løbende oversat til engelsk (Iben Philipsen Hendel) og tysk (Monika Wesemann).       

Stilmæssigt er jeg grænsegænger mellem så forskellige genrer som historiske romaner, noveller, lyrik og digte, eventyr, reportage, dagbog, læsefrugter med meget mere. Alt hvad instrumentet kan bære.☺      

Dertil kommer manuskriptskrivning … om igen og om igen … udgivelsesprocesser inklusiv e-bøgerne, marketing-bøvl samt anmelderier for good and evil (rene krimier☺) arrogante mediefolk (ikke alle, men nok!) TV -interviews og -udsendelser, kort sagt jeg har været igennem hele rumlen omkring det kosmos en stor roman er.    

Constanze Mozart f. eks. der runder de ca 400 sider med et utal af medvirkende, og som bevæger sig gennem vidt forskellige historiske epoker fra 1756 til 1841, dvs. fra den pyntesyge rokoko til den snobbede, snuskede og snerpede  biedermeyer, som Otto Rung kalder den epoke. 

 Der er noget at holde styr på og kræver et penibelt ført arkiv over de medvirkende, hvilken hårfarve har de hvornår, hvor gamle er de hen ad vejen og måske en kort karakteristik over sære vaner osv.

Og noteskrivningen? Tonsvis af små gule post beskedder til mig selv klasket på trappen, computeren, toiletspejlet, køleskabet mm  … husk lige …    

Derudover kræver både den/de aktuelle epoker og den faktuelle baggrund årelang intensiv research, som er en fascinerende og happy beskæftigelse, men den kræver udholdenhed og tålmodighed. 

Oscar Wilde kaldte det "Labour of love", eller "Overnight with labour and yet all spontanious".   
    
Undervejs begynder alle sanser af vibrere ... lyde, lugte, synsoplevelser, drømme mm., så man simpelthen må sætte indtrykkene på print, og derfra sprudler der ofte en masse tekst i en bestemt retning. Måske er det brugbart, måske ikke, men det er dybt fascinerende. 

Research er i det hele taget et vigtigt ord i mit liv, stort set lige meget hvad jeg beskæftiger mig med, men før, under og såmænd også efter at manuskriptet er muteret til en trykt bog, fortsætter hjernen med at holde udkik efter kildemæssige detaljer, nye veje ind i stoffet til næste bog eller måske bare næste udgave. 

For en biografisk roman skal gribe læseren som den har grebet forfatteren. Ingen kølig afstandtagen. Det kan ikke siges bedre end med Virginia Woolfs ord: 

// ... ofte, når vi har læst en roman og lagt den til side, bliver en eller anden scene stående lyslevende for os, og en eller anden skikkelse fortsætter med at leve så dybt i vores sind, at det sker, når vi senere læser et digt eller en roman, at vi overvældes af en genkendelse, som lå der noget i vores erindring vi allerede vidste.//

Men ... kán der overhovedet opdages noget nyt omkring det navn, Mozarts altså, efter diverse runde „fødselsdage”, som der globalt er blevet skrevet om igen og igen?     

Jo, såmænd, kan der det! For slet ikke at tale om hans mor! 

Alt dette taget i betragtning fik jeg lyst til at lade mine erfaringer flyde videre til advarsel, men også til gavn og glæde for andre, in casu dig der læser dette, om du så har udgivet eller ej … eller endnu ikke …     

Måske er du dødtræt af at trykke dørklokker, forlagenes altså, men hold ud! Klik ind på www.forlaget-amadeo.com under Om Forlaget og læs forfatteren Trisse Gejls interview med mig: „En Fireårig Forlagsodyssée”  samt min kommentar. De to artikler er gode at blive klogere af. Fire forlag, fire år!     

Efter hvert afslag gik jeg hjem og skrev om, og om igen, og det bliver en tekst sjældent dårligere af! 

Som Hemmingway skrev: „The first draft is always shit!”

Mere om det i løbet af de følgende blogs og i forbindelse med den bog jeg skriver på netop nu: „Madam Mutter”, som Mozart kaldte sin mor i et lille fjollerim:                                                   

//Liebe Madam Mutter     

Ich esse gern Butter!// 

Han skrev mange af slagsen til sin mor, rimene til farmand var af en helt anden art.

Anne Maria Mozartin, som hun gerne underskrev sig med, betød langt mere for Mozarts musik end hidtil troet. De musikalske gener kom heller ikke alle fra Papa Leopold, men fra morfar Wolfgang Nikolaus Pertl.   

Via ægteskab er Tysk blevet mit „valgmodersprog”, en sproglig frugtbar kombination som altid når to sprog kysser hinanden.☺     

Altså bookede jeg en 8 dages grupperejse hos Lloyd Touristik i Bremerhaven med den forførende titel:    
           

"Literarische Streifzüge in Paris"  

(Litterære streiftog i Paris)   

Det havde ikke meget med Mozart at gøre, og min boglige research mhp. Madam Mutter var afsluttet for længst i forlængelse af researchen til Constanze Mozart og Syv Splinter til en Mosaik, men afslutningen på Anna Marias sidste rejse manglede. 

Og jeg ville da gerne have frisket min viden op omkring denne epokes Pariser-forfattere: Balzac, Proust, Hugo, Benjamin, Hemmingway, Rilke, Baudelaire, Pound, Zola, Oscar Wilde og den nye stjerne på parnasset: Albert Camus.     

Vores tyske guide var cand. mag. i fransk og tysk, og hendes hovedtema franske forfattere i det 19. århundrede, så hun var godt klædt på til lejligheden.     

Honoré de Balzac

Honoré de Balzac med blæk på fingrene, nusset, sjusket og ikke så få kilo for meget. Alt er overdimensioneret hos Balzac, ikke mindst hans boglige produktion. Og hans kaffeforbrug. Balzac var totalt afhængig af sin kaffe, som skyldtes at han helst skrev om natten. Han udsøgte og købte selv sin kaffebønneblanding af bourbon, martinique og mokka, kogte selv den sirupstykke bryg, og ikke for lidt af den, da hans natlige forbrug lå omkring 60 kopper. Han beskriver farverigt kaffens virkning på hans fantasi:

"Kaffen glider ned i maven hvor alt kommer i bevægelse; ideerne rykker frem som den store armés bataljoner på slagmarken. Kampen begynder. Minderne marcherer frem med stormskridt som angrebskolonner. Det lette kavaleri præsenterer sig i statelig galop, logikkens artilleri bruser frem med sine grupperede tilskuere Figurerne kostymerer sig, papiret dækkes med blæk. Slaget begynder og slutter under strømme af det sorte væske, ligesom det virkelige slag drukner i den sorte krudtrøg."

                                                                             Fra Balzacs La Femme Supérieure .. 

Men koffein-dopingen hævnede sig. Efter årtier uden nattesøvn holdt vågen af den ekstrem stærke kaffe skrev Balzac: "Den tid da inspirationen gennem kaffen holdt hele natten bliver kortere og kortere. Nu stimulerer kaffen kun min hjerne i 15 timer - en ødelæggende udvikling. Og den giver mig slemme mavesmerter. "

Voltaire og Rue de Beaune 

I 1957 boede jeg i Rue de Beaune no 31, (7. arrondissement). Dengang var det et ret forkomment kvarter, snavset og slidt. Men der var de forretninger der hørte sig til et lille lokalt samfund, bageren, skomageren, slagteren, og vinhandleren på hjørnet hvor man kunne smage på vinen inden man købte den ... i store vinglas. I en høker-tønde gik snegle på salt for at "slime af". Rædselsfuldt! 

I dag er der et elegant præg over gaden, dyre antikvitetsbutikker som oppe på Quai Voltaire, lejligheder og "studios" annonceres over nettet til ret så pebrede priser. 

Jeg elskede Rue de Beaune! Alene det faktum at Voltaire fra den 10. februar 1778 til sin død den 30. maj boede i Rue de Beaune nr. 1, i Marqui Villettes hus ... et halvt hundred meter fra mit værelse ... gav næring til fantasien.  

Bag facaderne fra nr. 10-16 på den anden side af gaden lå musketerernes gamle kaserne, hvor også deres heste stod opstaldede. Voltaire har kunnet høre lydene fra staldene, lugte deres efterladenskaber på gaden, som den gang hed Rue de Pont.  

Billedtekster, se nedenfor: Det første billede til venstre er hjørnehuset hvor Voltaire døde, i dag Quai Voltaire nr. 27. Dengang hed den Quai Théatins.  Nr. 27 var ikke hovedindgangen, det var derimod Rue de Beaune nr. 1 ... Billedet til midten: viser vinduet mod gården i hjørnebygningen hvor Voltaire gik til sengs for at dø, sandsynligvis for at komme så langt væk fra den ætsende stank fra de mange garverier langs med Seinen, fra floden selv, lugten af råddent kød, fækalier og deslige. En blå port anes ud mod gaden. Billedet yderst til højre viser den i dag noget ramponerede blå port: Rue de Beaune no. 1, som den store digter fra den 10. februar 1778 kørte ind og ud af. Det var her at Voltaire udåndede den 30. maj 1778 kl. 11 om aftenen, og det er herfra Voltaires noget makabre sortie som lig den 31. maj fandt sted.  Han var i al hast blevet balsameret, og iført "Husfrakke", en slags varm morgenkåbe, og nathue, blev det spinkle lig holdt oprejst under armene, ført ned til en karet med seks heste, hvor en tjener overtog ham og satte ham i en stilling som en sovende passager. Voltaire var skrækslagen for at man skulle "skamskænde" ham, hvorfor man gjorde alt hvad man kunne for at skjule hans død. Voltaire havde testamentarisk ønsket at hans gravsted skulle være hans badeværelse i Ferney! Det blev det som bekendt ikke.   Billedet herunder til venstre viser et glimt af den anden side af gården, der dengang og nu tilhører Rue de Beaune nr. 3, og hvor den danske maler Christoffer Wilhelm Eckersberg i et lille kvistværelse fra 1810 til 1813. Eckersberg var ikke særlig glad for at være i Paris, byen bar stadig præg af de urolige tider. Og, som han skrev til sin ven, kobberstikkeren Oluf Olufsen Bagge, han havde svært ved at finde sig til rette  så langt fra "min så Kjære Hustru og mit Barn."

Billedet nedenunder til højre viser udsigten til Seinen fra Eckersbergs vindue i 1812 ... mere eller mindre vis-à-vis Voltaires dødsværelse (1778). Det virker som om hans hjemlængsel har sat sine spor i både motiv og farve.

Eckersberg skitserede også sin værtinde liggende på knæ og tænde op i kaminen. Hendes påklædning tyder på at der er koldt i værelset, og den lille lerovn, som man kunne købe overalt hos gadesælgerne, har ikke givet meget varme fra sig. Vi må formode at også Mozart og hans mor har måttet klare sig med denne form for opvarmning og en meget enkelt madlavning. 

VOLTAIRE OG SANS SOUCIS

I 1722 boede Voltaire boede også i Rue de Baune nr. 1. Dengang tilhørte huset i Marquis de Bernières, og marquisen var Voltaires elskerinde. I sin unge dage var han særdeles glad for kvinder og champagne. 

Siden kom han på kaffeholdet, drak det i store mængder: 40 kopper om dagen røbede Frederik d. Store, som i lange perioder boede dør og dør med Voltaire på sit smukke Sanssouci, hvor Voltaire havde sit eget værelse, naturligvis i modefarven gul. Alt var gult, striberne i kvindernes kjoler, vægge blev også malet i gule striber til damernes værelser, dog ikke hos Frederik den Store.  

Frederik den Store, soldaterkongen, som han siden blev kaldt, tilbragte helst sin tid med mænd ... sine soldater eller Europas bedste hoveder som han samlede til diskussioner og musik-aftener. 

Hans smukke kone, Elisabeth Kristina til Braunschweig-Bevern, som Frederik nærmest var tvunget til at gifte sig med, så han ikke meget til. Og det får man som bekendt ikke børn af.  

Hun deltog dog i musikaftenerne som et dekorativt stykke porcelæln, omend hun var en velbegavet og særdeles belæst dame. Skrev digte som sin mand, hvis vers Voltaire kom for skade at gøre nar af i et brev, som bestemt ikke var tiltænkt Frederik den Store, men venlig sjæl sørgede for at han læste brevet, og det var så enden på det venskab.

Da Frederik kom hjem fra slagmarkerne i 1763, og ikke havde set sin kone i seks år, mødte han hende med bemærkningen: "Madame ist korpulenter geworden" (Madame er blevet mere korpulent.)
Det er vist en af de mest ugalante bemærkninger som historieskrivningen kan opvise!

Da Voltaire kom tilbage til Paris i 1778, efter en årelang forvisning fra Paris, var han alvorligt syg og vidste at han ikke  havde langt igen. Hans humør fejlede dog ikke noget, og han tog del i premieren på Iréne, hvor han blev hyldet som en helt med lauerbærkrans og det hele. 

Da han kom hjem, gik han til sengs, hvor han stort set blev til han døde, men stik mod sin vanlige habitus, hvor han som alle seriøst arbejdende forfattere foretrak arbejds-ensomhed fremfor ligegyldige chat-samtaler, så tog Voltaire gerne mod besøg, og var venlig og imødekommende til både høj og lav. 

Og det halve Paris valfartede til hans sygeseng. Den 12. februar skrev Madame Deffand til sin "penneven" i England, Horace Walpole: "Voltaire modtog i går 300 personer ... Hele parnasset fra sumpen til tinderne..." 

Desværre meldte kirken sig også, især præsten fra Saint-Sulpice, abbed Gaultier, som dog gik forgæves flere gange. Andre af kirkens folk forsøgte at få Voltaire til at skrifte sine synder og vende tilbage til kirken. Til sidst gav han efter, da han ikke ville kastes i en rakkerkule ... hvilket syntes at være det eneste i denne verden såvel som i den næste, der gjorde den seje lille mand rædselsslagen, men gjorde det så skriftligt og meget diplomatisk. 

Den 25. februar begyndte Voltaire at spytte blod. Abbed Gaultier prøvede at give ham sacramentet, men Voltaire undveg med sin kendte ironi: "Hr. Abbed, læg mærke til at jeg stadig spytter blod; De må tage Dem vel i agt for at blande den gode Guds blod med mit!"

Og hans sidste berømte ord til klerkene faldt den 30. maj, da abbed Gaultier med megen lidenskab forsøgte at få Voltaire til at anerkende Jesu Christi guddommelige natur. Voltaire vendte sig mod væggen og svarede blot: "Gå væk! Lad mig dø i fred!"

Da Voltaire udåndede, hævnede abbed Gaultier sig ved ikke at ville begrave sit bysbarn i indviet jord. Der hørte tre kirkegårde til Saint-Sulpice, men ikke plads til Voltaire. Gaultier gav dog tilladelse til at liget kunne flyttes til abbediet Scellière, hvor Voltaires broder var den ene af klosterets to munke.       

Turen frem og tilbage var næsten ufattelig dramatisk, men det skal der mere plads til at berette om, end jeg har her.                                             

Allerede i 1791 blev Voltaires lig under stor jubel ført tilbage til Paris, hvor hans jordiske rester blev stedt til hvile blandt Frankrigs største mænd i Pantheon. 

Følgende beretning var god latin indtil 1897:
//Georg Brandes beskriver i sit store værk Francois de Voltaire hvordan Voltaire alligevel endte på rakkerkulen ... en nat i maj måned 1814 blev hans knogler stjålet fra blykisten i Pantheon og lagt i en sæk. Sækken blev anbragt i en droske der holdt beredt bag kirken. I nattens mørke kørte man ad øde gader til Barrière de la Gare, hvor der lå en vidtstrakt losseplads. Andre medlemmer af banden, (lederen var "møntens direktør, hr. de Puymorin") havde imens gravet et dybt hul, hvor disse levninger sporløst forsvandt. //

Men i 1897 åbnede man Voltaires kiste i Pantheon, og hans iøvrigt særdeles velholdte lig lå hvor det skulle.

Mozarts mor døde få dage efter Voltaire, den 3. juli 1778, og blev begravet fra Saint-Sulpice dagen efter den 4. juli. Spørgsmålet er, hvor ligger hun nu?

Aupair-pige: 
I mit aupair liv havde jeg „fortune”, som Napoleon krævede af sine generaler, og det betyder ikke formue, men HELD. Mit held var en vidunderlig Madame Delhumeau, mor til de tre børn jeg skulle passe.      

At jeg fra 5. klasse havde gået på Den franske Skole i København, netop det år hvor eleverne fik fransk på skemaet, og altså havde en årrække skolefransk bag mig, var da også pure „fortune”!       

Madame var translatør i fire sprog, bl.a. tysk og engelsk, og da jeg lige havde været aupair-pige et år i Tyskland og et i England, var jeg nogenlunde husvant i de to sprog, hvis det skulle knibe med det franske.  

Trods sine lange arbejdsdage på en amerikansk base der lå langt uden for Paris, havde Madame, som jeg kaldte hende, overskud til at gøre mig bekendt med netop det 19. årh. forfattere i Paris og fransk kultur i det hele taget: 

Stendahls "Rouge et noir", Gustave Flauberts "Salambó", Victor Hugo og Honoré de Balzacs utallige romaner, Voltaires satiriske "Candide" og "Micromégas", for slet ikke at tale om Marcel Proust "A la Recherche du Temps Perdu", som dengang voldte mig megen hovedbrug. Siden kom jeg til at elske den. Men Antoine de Saint-Exupérys "Lille Prins", der blev bidt af en slange og forsvandt i sandet ligesom hans forfatter forsvandt over Middelhavet under krigen, blev en af mine franske yndlingsbøger.

Og Madame tog mig med på Café les Deux Magots, som havde set flere digtere end resten af verden, sagde hun, og hvor vi forestillede os at vi sad ved det samme bord og på de samme stole som Verlaine, Rimbaud og Mallarme, fransk poesis store mestre.

En dag sneg jeg mig forbi Café Flore, hvor Sartre, Simone de Beauvoir og deres kreds sad og så forfærdelig kloge ud, mens de udtænkte eksistentialismen som endnu ikke havde noget navn. Jeg turde ikke gå ind, men blev stående udenfor og frøs som en anden pige med svovlstikkerne, men man fryser gerne om tæerne når hovedet stikker op i Olympens skyer!

I den stående debat omkring aupair piger her i landet, kunne Madame nok stå som et forbillede!  


Når Madame sent om aftenen tog sine bøger under armen, stak sine ildelugtende Gauloises i lommen, og gik ovenpå med sin tomme kaffekop og kaffekande fortsatte jeg læsningen af Stendhals "Le Rouge et le Noir" iført strikhue og viklet ind i min medbragte danske dundyne ... som jeg også havde slæbt med til England og Tyskland ... tyllede varm te i mig og nød hvert sekund i selskab med de franske forfattere. Skidt pyt om man fryser om tæerne, når hovedet befinder sig i det franske parnas.     

Jeg slugte de franske forfattere, læste til langt ud på natten med en lommelygte som en anden kostskolepige. Det var på det tidspunkt jeg fik smag for de stille nætter, den ejendommelige ro som åbner op for fantasiens vingesus. Jeg blev personerne i romanerne, lagde bogen fra mig og broderede videre på handlingen, som fortsatte i søvnens drømmeverden. 

Vidunderlige timer i mit lavloftede 17. tals værelse i en lille lejlighed under familiens store og feudale. Familiens to ældste børn, pigerne Valerie og Herveline på henholdsvis tre og fire år, havde deres værelse klods på mit, for børnene var helt klart mit bord, hvorved jeg næsten blev deres mor og meget tæt knyttet til dem. Det var mig de kom ind til om natten når det tordnede osv ...  Jeg græd i flere dage da jeg skulle rejse fra dem, og hele vejen hjem i toget. 

Det lod ikke til at pigerne var særlig kede af at jeg skulle laaangt væk til Danmark højt oppe i nord, og selvom jeg lavede en meget sørgelig historie ud begivenheden, så var de allerede så vant til at skifte den pige ud som de var mest sammen med, at det ikke gjorde synderlig indtryk på dem.   

Familiens eneste badeværelse lå helt ude bagved med dør til køkkentrappen, og fik lys gennem et enkelt vindue. Lys og lys er så meget sagt, idet badeværelset vendte ud til en smal går-skakt, hvor der af og til faldt en stribe sollys ind ... når solen stod direkte over gården, vel at mærke. Ellers var der evig skumring i badeværelset.         

Madame og Monsieur boede en etage ovenover, det man også i Danmark har kaldt Belle Etage. Set fra gaden har Belle Etage meget høje vinduer i forhold til husets andre etager. Inden døre var der meget højt til loftet, knap fire meter.       

Jeg havde et utroligt smukt, men forfaldent værelse. Ikke af misrøgt, men af almindelig slitage gennem flere hundrede år. "Væggene hvisker", skrev Goethe, og jeg behøvede bare at se op fra skrivebordet, så dukkede de tidligere beboere op i deres daglige gerning. 

Væggene var beklædt med skønne sartgrå paneler. Alkovens benende lå i plan med væggen, resten stak vinkelret ind i et dertil indrettet lille-bitte rum. Skulle man i seng, måtte man gå gennem en af de to smalle døre, en på hver side af benenden.       

Der var gamle broderede gardiner for en slags vinduesåbning i benenden, og når jeg trak dem fra, var rummets spejl direkte vis-a-vis på den modsatte væg. Jeg lignede et indrammet maleri af en skøge og pjankede lidt med tanken.       

De brede gulvbrædder, sorte af lak og voks knirkede ikke bare når jeg selv gik på dem, men adskillige gange i løbet af natten hvor jeg altid har været særlig lydhør. 

Madame drillede med at det nok var en rotte der hilste på. Men med eller uden rotte, så var jeg for mørkeræd til at sove i alkoven, så Madame sørgede for en slags feltseng, som jeg så stillede op mod benenden. Den sov jeg fortrinligt på i 15 måneder.       

Men om vinteren var der iskoldt i værelset med mindre man fyrede i kaminen dag og nat, eller, som Madame gjorde, satte en el-varmer ind i rummet og holdt det gående døgnets 24 timer.       

Mozart og hans mor måtte nøjes med kaminen hvor de boede, men den kunne også bruges til madlavning, når man ikke havde råd til at hente færdig mad på en café. Og det havde de ikke. Men hun tændte først kaminbrændet når hendes søn var på trapperne. For at spare. 

Madames valg af de mange 19-tals forfattere ... med afstikkere til tidligere epokers store ... har fulgt mig som de væsentligste læremestre i årene der kom. Indtil jeg flyttede til Tyskland og fik nye litterære boller på suppen.       

Altså kunne jeg nok tillade mig at pjække et par dage fra de „litterære strejftog” for at lede efter det jeg søgte om Mozarts mor.          

De 15. måneder i Paris var i hvert fald en stærkt prægende oplevelse som jeg stadig tanker indtryk fra.           

Læs mere om min tid i Rue de Beaune i „Englen Nathanael” fra „Lavtflyvende Engle”. 

Næste blog: Paris, Charles de Gaule lufthavn.