Research i Paris:
Mozarts mor 1777-78
19. århundredes forfattere
My memory lane 19957 -aupair, algierkrigen -
"Nabo" til Voltaire
Thorkild Hansen 1947
Edith Piaf 1949
Er der noget mere parisisk end Edith Piaff?
Paris 1. oktober 2011
Charles de Gaulles myretueagtige lufthavn ... den største i Europa efter Heathrow ... åbenbarede sine værste sider i en bagende sensommer hede. Jeg bandede over kuffertens kiksede hjul og det tunge vintertøj inklusiv travestøvler, det var køligt i København ... hvor dum har man lov til at være!
I et lydløst og meget hemmeligt suk, savnede jeg en stærk mand, så jeg kunne sætte mig på en bænk med samlede ben og se ynkelig ud, mens "han" fandt den rigtige vej og udgang og traskede hele vejen tilbage for at hente mig.
Men så tog jeg mig sammen, hentede en bagagevogn, fik bugseret den megatunge kuffert op på den, og begyndte en ørkenvandring på den øverste ringvej.
Et menneskemylder med og uden bagage trængtes op og ned ad rulletrapperne i de overdækkede glastunneler, som ligner benene på en stor futuristik glasedderkop i en lyseblå ham. Et farverigt udsnit af klodens befolkning. Det første indtryk at Paris, en metropol!
En alen lang beskrivelse af metrostationer og dertil hørende busser var mere end jeg havde ork til, så jeg bestemte mig til en taxa. "Pas på de falske taxaer" stod der advarende i rejseplanen, men ikke et ord om hvordan man kunne se forskel!?
Jeg er den lykkelige ejer af fire digre biografier om Mozarts liv og levned ... fra henholdsvis 1864 og 1914 samt to fra Mozarteum, hvoraf den sidste er en revideret og udvidet udgave fra 2005.
Det er interessant så anderledes man i 1864 så på familien Mozart end i 2005, og da jeg opdagede en diskrepans mhp hans mors begravelsessted i de forskellige udgaver, tændtes research-gnisten, som dog aldrig forlader mig ret længe ad gangen, da jeg altid er på udkik efter brugbare kilder og ikke "bare" til Mozartfamilien og deres epoke.
Men Mozarts mor, Anna Maria f. Pertl, er noget nær et uskrevet blad, hvilket er synd og skam, for hun var langt fra kedelig, og hun betød langt mere for Mozarts musikalske udvikling end man har villet kreditere hende.
Jeg er dansk født og ved ægteskab er det tyske sprog blevet mit "valgmodersprog" på lige fod med dansk. En stor lykke for en indædt læsehest, fordi der oversættes langt mere verdens-litteratur til tysk end til dansk og gennemgående af meget høj kvalitet. Det går hånd i hånd med litterære tidsskrifter, en daglig føljeton i FAZ, Frankfurter Allgemeine Zeitung osv.
Vi skulle mødes i hotellets foyer, fik hilst på hinanden og stemningen var god. Jeg talte elleve deltagere på vel omkring 700 kalenderår til sammen, samt to unge, franske litteraturstuderende. Jeg var den eneste med dansk som modersmål, men som så ofte viste det sig, at der var flere i den tysksprogede gruppe som beherskede det danske sprog. Det er ret imponerende.
De søde og smilende deltagere tog sig kærligt af mig, en og anden af de galante herrer hentede mig hvis jeg sakkede alt for langt bagud i min egen drømme/research verden, eller forsvandt ned ad en side gade, fordi der liiiige var an adresse som jeg måtte se. Vores guide var ikke helt så tålmodig ... Og alle pigerne var interesseret i det jeg skrev ... fortæl, fortæl ...
Hedebølgen varede næsten hele ugen, men om aftenen var tagterrassen et herligt åndehul med udsigt til Eifeltårnet mod nord og flødeskumskagen Sacre Coeur på sin bakke mod syd.
Hvad forbinder Molière (1622-1673) og Mozart! Det gør temaet Don Juan ... eller Don Giovanni den italienske udtale som Mozart brugte til sin opera.
Vi ved at Fridolin Weber, Constanzes far, forærede Mozart sin udgave af Molières samlede værker, da han forlod Mannheim for at rejse til Paris. Fridolin Weber havde skrevet en hilsen i bogen på italiensk: //Ricevi, Amico, le opere del Molière in segno di gratitudine, e qualche volta ricordati di me.//
(Modtag, min ven, Molières værker som tegn på taknemmelighed, og tænk af og til på mig.)
Og Don Giovanni er jo et af Molières teaterstykker. Han har dog ikke opfundet figuren Don Giovanni, som har aner helt tilbage til 1300 tallet.
Molière blev iøvrigt døbt i kirken Saint-Eustache, hvorfra Mozarts mor blev begravet. Paris var en lille by dengang. Om det så var Lorenzo da Ponte der fik ideen til Mozarts opera ... da Ponte havde i sine unge dage været ven med tidens notoriske forfører, Giacomo Casanova ... eller det var Mozart selv der faldt over temaet i Moliéres værker, det ved vi ikke. Men Mozart brugte megen tid på at finde temaer til sine operaer og læste et utal af færdige librettoer som han måske, måske ikke ville skrive musikken til, så helt usandsynligt er det ikke.
Jeg er altid dybt imponeret over så tydelig skriften er på disse gamle manuskripter. Selv den lille
trillion breve jeg sendte hjem i de ni år jeg boede i Tyskland i 1990erne, samt
egne kopier via karbonpapir, er blegnet til næsten ulæselighed. Det lyder
utroligt når man betænker, at Mozarts noder og hans håndskrift i brevene stadig
står knivskarpt og læselette, måske fordi visse blæktyper siden antikken været fremstillet
med vitriol.
I et lydløst og meget hemmeligt suk, savnede jeg en stærk mand, så jeg kunne sætte mig på en bænk med samlede ben og se ynkelig ud, mens "han" fandt den rigtige vej og udgang og traskede hele vejen tilbage for at hente mig.
Men så tog jeg mig sammen, hentede en bagagevogn, fik bugseret den megatunge kuffert op på den, og begyndte en ørkenvandring på den øverste ringvej.
Et menneskemylder med og uden bagage trængtes op og ned ad rulletrapperne i de overdækkede glastunneler, som ligner benene på en stor futuristik glasedderkop i en lyseblå ham. Et farverigt udsnit af klodens befolkning. Det første indtryk at Paris, en metropol!
En alen lang beskrivelse af metrostationer og dertil hørende busser var mere end jeg havde ork til, så jeg bestemte mig til en taxa. "Pas på de falske taxaer" stod der advarende i rejseplanen, men ikke et ord om hvordan man kunne se forskel!?
En venlig sjæl oplyste mig om at der holdt taxaer ved hver udgang både sorte og gule, men vidste ikke hvilken farve de "rigtige havde". O dear, jeg ville jo nødig vågne op i Casablanca til et millionkrav i løsepenge.
En jordisk engel i form af en lille mørklødet mand med hængeoverskæg knoklede rundt for at finde og samle fly-passagerernes tomme bagagevogne, hægte dem på hinanden og køre dem et andet sted hen. Han så træt og ligeglad ud, men da jeg med mit bedste ungpigesmil spurgte hvor jeg fandt en "ægte" taxa, slap han sin mindst 20 meter lange bagagevognslange, vinkede at jeg skulle følge ham og stormede af sted i et gevaldigt hjulbens-tempo.
Med et standsede han og pegede smilende op på et stort skilt med TAXA over en af de mange udgange. Det lignede til forveksling alle de andre Taxaskilte, men da han så mit let opgivende udtryk, fulgte mig sågar ud til den rigtige kø af ventende passagerer. Jeg trak vejret dybt og lettet, og lod fem euro dumpe ned i hans hånd. Fornøjet ilede han tilbage til sin bagagevogns-slange.
En jordisk engel i form af en lille mørklødet mand med hængeoverskæg knoklede rundt for at finde og samle fly-passagerernes tomme bagagevogne, hægte dem på hinanden og køre dem et andet sted hen. Han så træt og ligeglad ud, men da jeg med mit bedste ungpigesmil spurgte hvor jeg fandt en "ægte" taxa, slap han sin mindst 20 meter lange bagagevognslange, vinkede at jeg skulle følge ham og stormede af sted i et gevaldigt hjulbens-tempo.
Med et standsede han og pegede smilende op på et stort skilt med TAXA over en af de mange udgange. Det lignede til forveksling alle de andre Taxaskilte, men da han så mit let opgivende udtryk, fulgte mig sågar ud til den rigtige kø af ventende passagerer. Jeg trak vejret dybt og lettet, og lod fem euro dumpe ned i hans hånd. Fornøjet ilede han tilbage til sin bagagevogns-slange.
Der var ikke mindre varmt uden for lufthavnen, og ingen aircondition i taxaen, til gengæld en venlig chauffør som havde en fast pris ind til Paris. Spørg altid!
Pga varmen var alle vinduerne åbne, og der er ikke ligefrem stille på mortorvejen fra lufthavnen ... så 23 km kørsel kunne godt blive et mareridt, men med Ipod'en i ørerne kunne både bilernes kørelyde og flyvemaskinernes ankomst og afgang fra Charles de Gaulle dulmes til en om ikke behagelig, så nogenlunde acceptabel baggrundsstøj. Ikke mindst fordi jeg havde Senta Bergers melodiøse stemme i ørene, mens hun læser Martin Gecks "Mozart, Eine Biographie. Den er fra jubileumsåret 2006.
Den tidligere James Bond pige har i årenes løb udviklet sig til en stor karakter skuespiller. Jeg nyder hendes vidunderlige stemme og følsomme indlæsning. Fylder min lille notesbog med ideer.
Da jeg suksomsive er ved at indlæse mine egne bøger, kan jeg dårligt finde en bedre læremester end Senta Berger. Det skulle da lige være Vigga Bro eller Ghita Nørby. Jeg elsker ældre damers stemmeføring. Erfaring, lidenskab ... de tør mere.
Den tidligere James Bond pige har i årenes løb udviklet sig til en stor karakter skuespiller. Jeg nyder hendes vidunderlige stemme og følsomme indlæsning. Fylder min lille notesbog med ideer.
Da jeg suksomsive er ved at indlæse mine egne bøger, kan jeg dårligt finde en bedre læremester end Senta Berger. Det skulle da lige være Vigga Bro eller Ghita Nørby. Jeg elsker ældre damers stemmeføring. Erfaring, lidenskab ... de tør mere.
Og skulle turen mod forventning blive længere end de 23 km. (helst ikke til Casablanca ☺) så kunne jeg bagefter nyde Klaus Maria Brandauer læse et vist antal af de 365 breve til og fra Mozart.
Jeg har også indlagt, som det hedder, et væld af musik på den lille iPod. Mozarts musik selvfølgelig med meget mere, som jeg kommer ind på senere i denne blog-række.
Og således nåede jeg Hotel Carlton på Mont Martre uden besværlige omveje til Casablanca.
Mere vægtbelastende indeholdt kufferten en stak kopier af gamle kobbersstik fra Paris fortrinsvis for 1770'erne, en nødvendighed hvis man vil gå i Mozarts og hans mors fodspor. Desuden et par "rejsebøger", ikke mhp herfra og dertil, det har vi jo vores computer til, google earth etc., mere erindringer fra tiden, ikke mindst fra kredsen omkring Mozart.
Jeg har også indlagt, som det hedder, et væld af musik på den lille iPod. Mozarts musik selvfølgelig med meget mere, som jeg kommer ind på senere i denne blog-række.
Og således nåede jeg Hotel Carlton på Mont Martre uden besværlige omveje til Casablanca.
Mere vægtbelastende indeholdt kufferten en stak kopier af gamle kobbersstik fra Paris fortrinsvis for 1770'erne, en nødvendighed hvis man vil gå i Mozarts og hans mors fodspor. Desuden et par "rejsebøger", ikke mhp herfra og dertil, det har vi jo vores computer til, google earth etc., mere erindringer fra tiden, ikke mindst fra kredsen omkring Mozart.
Mozartfamiliens breve har jeg tyret igennem adskillige gange, stoffet skal fylde både sind og krop når man begynder at skrive, og jeg bliver inspireret hver gang.
Det er interessant så anderledes man i 1864 så på familien Mozart end i 2005, og da jeg opdagede en diskrepans mhp hans mors begravelsessted i de forskellige udgaver, tændtes research-gnisten, som dog aldrig forlader mig ret længe ad gangen, da jeg altid er på udkik efter brugbare kilder og ikke "bare" til Mozartfamilien og deres epoke.
Men Mozarts mor, Anna Maria f. Pertl, er noget nær et uskrevet blad, hvilket er synd og skam, for hun var langt fra kedelig, og hun betød langt mere for Mozarts musikalske udvikling end man har villet kreditere hende.
Jeg er dansk født og ved ægteskab er det tyske sprog blevet mit "valgmodersprog" på lige fod med dansk. En stor lykke for en indædt læsehest, fordi der oversættes langt mere verdens-litteratur til tysk end til dansk og gennemgående af meget høj kvalitet. Det går hånd i hånd med litterære tidsskrifter, en daglig føljeton i FAZ, Frankfurter Allgemeine Zeitung osv.
De søde og smilende deltagere tog sig kærligt af mig, en og anden af de galante herrer hentede mig hvis jeg sakkede alt for langt bagud i min egen drømme/research verden, eller forsvandt ned ad en side gade, fordi der liiiige var an adresse som jeg måtte se. Vores guide var ikke helt så tålmodig ... Og alle pigerne var interesseret i det jeg skrev ... fortæl, fortæl ...
Hedebølgen varede næsten hele ugen, men om aftenen var tagterrassen et herligt åndehul med udsigt til Eifeltårnet mod nord og flødeskumskagen Sacre Coeur på sin bakke mod syd.
Vi ved at Fridolin Weber, Constanzes far, forærede Mozart sin udgave af Molières samlede værker, da han forlod Mannheim for at rejse til Paris. Fridolin Weber havde skrevet en hilsen i bogen på italiensk: //Ricevi, Amico, le opere del Molière in segno di gratitudine, e qualche volta ricordati di me.//
(Modtag, min ven, Molières værker som tegn på taknemmelighed, og tænk af og til på mig.)
Og Don Giovanni er jo et af Molières teaterstykker. Han har dog ikke opfundet figuren Don Giovanni, som har aner helt tilbage til 1300 tallet.
Dette er første side af original-manuskriptet til Giacomo Casanovas memoirer, ”Histoire de ma vie”, (Mit
livs historie) som Nationalbiblioteket i Paris købte på auktion i 2009. Papiret er gulnet og skrøbeligt, men teksten, ordene, kunne være skrevet i går. Casanovas erindringer slutter brat i 1774, men han dør først i 1798.
Men først og fremmest havde jeg taget Thorkild Hansens to-binds "Et atelier i Paris" med - hans dagbøger fra 1947 til 52, de er (også) geografisk meget detaljerede, og tæt på det Paris jeg kom ned til.
I august 1947 ankom Thorkild Hansen til Paris med Nord-Ekspressen der daglig kørte ind på Gare du Nord kl. 4 om eftermiddagen. I den ene hånd havde han en jordmodertaske med undertøj, i den anden en brugt skrivemaskine. Et stipendium på 6 måneder og en aftale om at sende artikler hjem til Ekstrabladet skulle holde ham i live. Han var 20 år gammel.
Også jeg ankom ... siddende hele vejen ... til Paris med Nord-Ekspressen, blot ti år senere, og jeg var 18 år. Paris havde ikke forandret sig meget i det spand år, krigen føltes stadig meget tæt på, og der var absolut ingen penge til moderniseringer.Det var et held for mig, for hvis vi ser bort fra Baron Haussmanns rigorose gade- og facadeændringer fra ca 1853-1870, så stod de resterende huse stort set som da Mozart og hans mor, Maria Anna, ankom til Paris i 1777 ... på det der skulle blive hendes sidste rejse.
Til gengæld havde Frankrig været i krig igen siden 1954, og denne gang var fjenden nærmest inden døre, nemlig den franske koloni Algier.
Oprørsbevægelsen, ALN, brugte ikke blide metoder, men det gjorde franskmændene nu heller ikke, og dét prægede dagligdagen i Paris. Der stod tungt bevæbnede soldater foran alle offentlige bygninger, og man fandt sække med halshuggede algierer som havde stået på ALNs "forræderliste."
Det indbød ikke ligefrem til romantisk flaneren langs Seinen i måneskin. Tværtimod, jeg gik ingen steder efter mørkets frembrud før jeg traf Uschi (Ursula) i Tuillerierne, hvor alle au pairs og de professionelle nounou's, (i kridhvide forklæder over lyseblå barnepige uniformer) gik tur med familiernes unger.
Ma Mère
❤Ushis mor var krigsenke og dybt religiøs. Hun er med i min 3. bog i trilogien Ondskabens Labyrint, planlagt udgivelse 2014.
Vi fandt hurtigt ud af at vi havde den samme humor, den vigtigste ballast for venskab. Desuden var vi begge to læseheste og brændte efter at kunne magte de store franske forfattere. Og da det sådan halvvejs lykkedes, druknede vi os nærmest i bøger. Lånebøger fra min families righoldige bogreoler. Det var jo før Mac, iPod, iPad stjal læsetiden, sågar før menig mand fik fjernsyn.
Ushis stilling var også "familiær", men begrænsede sig til børneværelser og køkken hvor hun spiste med de mindste børn. De fik først lov at sidde med til høj-bords når de "kunne spise ordentligt med kniv og gaffel"!
Ushi gik på sprogkursus på Alliance Francaise, hvilket jeg misundte hende, men Madames mand, "Monsieur" kaldte Alliance Francaise for et "bordel"! Det vrimlede i hvert fald med unge mænd foran indgangen når skolen var slut, og det var Monsieurs pligt at passe på mig så længe jeg boede hos dem. Sagde han.
I stedet kom jeg på studenterlinjen på École Polytechnique, et aftenkursus for studerende som manglede eller havde en for dårlig studentereksamen til at læse videre.
Jeg skulle kun deltage i fransk-undervisningen, hvilket jeg slet ikke var god nok til, men Monsieur sendte mig ud af kontoret da jeg skulle skrives ind og var allerede godt i gang med at flirte med den kontordame der skulle stemple ok på papirerne. Han var den fødte Don Johannes, så han fik det arrangeret som han ville have det.
Det var nu ikke lykken, hverken for mig eller for de stakkels professorer der underviste, så jeg holdt op efter et halvt år. Jeg lærte faktisk mere hjemme hos Madame.
Monsieur kørte mig frem og tilbage i sin oldgamle 2CV. Den var så "velfjedrende", at hvis den udsete parkeringsplads var lige lille nok, placerede Monsieur mig på køleren med besked på at hoppe op og ned, til han kunne klemme støddæmperen ind under den bil der parkerede foran! Og så gjalt det bare om at komme væk i en fart.
Den ugentlige morgentur til Hallerne, dvs. de gamle, de originale var en oplevelse helt for sig selv.
Tekst omkring Saint Eustache udsat til en senere blog med Madam Mutter.
Tilsyneladende havde Ushi og jeg alt for forskellige baggrunde til et genuint venskab, men, blev vi enige om, vi var jo den nye efterkrigstids generation, altså dem der viste vejen frem. Det grinede vi så lidt af, for vi vidste jo godt at vi var røv og nøgler, tiggede nylonstrømper og en ny BH hjemmefra. Så stor-grinede vi, som man kun kan le når man er 18 år og glæder sig til alt der ligger forude, lige meget hvad det er.
Vi led begge af mareridt fra krigen, så små som vi var da den stod på, men den smule jeg havde oplevet, var peanuts sammenlignet med Ushis flugt med sin mor fra russerne. Det talte vi meget om. Måske derfor Camus tekster gjorde så stort indtryk på os. Jeg fik kuldegysninger af det som "pesten" symboliserede: facismen, jødeforfølgelserne mm. :
//Mens Rieux stod og lyttede til jublen, der steg op fra byen, huskede han på, at denne jubel bestandig var i fare. For han vidste, hvad denne glade menneskemængde ikke vidste, men hvad man kan læse sig til i bøgerne, at pestens bacille aldrig dør og aldrig forsvinder, at den gennem årtier kan slumre i møbler og linned, at den venter tålmodigt i stuer, kældre, kufferter, lommetørklæder og gamle papirer, og at den dag måske kommer, da pesten til ulykke og belæring for menneskene på ny vækker sine rotter og sender dem ud for at dø i en lykkelig by.//
Algier blev endelig selvstændigt i 1962, men da var både Ushi og jeg rejst hjem for længst.
Vi skrev til hinanden til Berlinermuren satte en stopper for korrespondancen. Hun svarede i hvert fald ikke længere på mine breve.
Men endnu var vi i Paris:
At vi var to når vi gik på gaden om aftenen forhindrede ikke et overfald på vej hjem fra Champs Élysées efter en biograftur samt en skrækindjagende oplevelse i Louveciennes, en lille by 18 km uden fra Paris, hvor jeg boede alene den kommende sommer med de tre børn. Madame fødte en lille "Corontin", den hedt ønskede søn, i løbet af vinteren.
Jeg overlevede ... både børn og arabere, mere om det i en senere blog.
Tilbage til Thorkild Hansen:
Han havde fået et beskedent stipendium til opholdet i Paris og skrev artikler om sit ophold til Ekstrabladet. Uden disse penge havde han ikke kunnet eksistere. Hermed en opfordring til nutidens Ekstrablad-redaktion: Hvad med at tage den gode ide op igen!!
Jeg var en skrivekugle, men vovede ikke at sige jeg gerne ville være forfatter. Det var ikke noget for "oss" ... med to s'er som på norsk, det understreger et fællesskab som vi ikke var med i ... som der stod i den norske digter, Axel Sandemoses "Jantelov" i hans "En flygtning krydser sit spor."
I Københavns små sidegader florerede Jantelovens 10 bud ... gør det såmænd stadig og ikke kun i de små gader. Som Benny Andersen skriver: "Danmark er et land hvor der er rift om for små sko."
Vi står helt udforstående overfor den amerikanske model: at købe et par sko to numre for store og så arbejde på at fylde dem ud.
Som noget helt naturligt kom jeg i huset i Paris 18-år gammel, godt nok som au paire, mens Thorkild Hansen, 20 år gammel, allerede fungerede som fuldmoden skribent, havde i hvert fald udgivet sin første lille bog om Jacob Paludan.
Hvis nogen vil lægge en kønsforskel i dette, så er jeg enig.
Thorkild Hansens dagbog "Et Atelier i Paris" åbner med tre citater:
 |
Als Artist hat man keine Heimat
in Europa ausser Paris.
Nietzsche
Paris - a fine place to be
young in, a necessary part of a man's education.
Hemmingway
Held den, som før hans Hu var tung
med rene øjne saa Paris.
Her blir den gamle Mester ung,
den unge Mester ser sig vis.
Sophus Claussen
Men det var meget langt fra både Mozarts og hans mors opfattelse af Paris i 1777. Mozart foragtede franskmændenes krukkede gebærder ... vi er jo i rokokoen ... brød sig ikke om adlens arrogante facon og kunne ikke lide deres mad ... det kunne hans mor heller ikke. Han hadede de beskidte gader som han var nødt til at benytte, fordi han ikke havde råd til en drosche, når han endelig skulle undervise en eller anden velhavende aristokrats grimme datter.
Og selvom han fik tilbudt en stilling i Versailles som organist og komponist, så ville han hellere brække en arm på langs end fravige sin drøm og plan: at komponere operaer! Han var endelig fri for sine to plageånder fra Salzburg, papa Leopold og sin arbejdsgiver fyrst og biskop Hieronimus Colloredo, og ville ikke binde sig til en anden aristokrat, endsige den franske konge.
Mozart mente at han sagtens kunne leve som selvstændig komponist ... hans løsrivelse var i fuld gang.
Anna Maria græmmede sig, men hun kunne ikke styre sin frihedshungrende søn, selvom det var hendes egentlige opgave på rejsen.
Mon ikke hun har brugt det argument at der faktisk var et ikke helt lille teater i Versailles, Opéra Royal, hvor Marie Antoinette med stor fryd optrådte, når hun havde lyst til det.
Da hun læste Beaumarchais skuespil, Figaros Bryllup, som Louis XVI havde forbudt alle andre teatre at opføre, blev hun så begejstret at hun alligevel satte stykket op med sig selv i en af hovedrollerne, og, står der, kongen morede sig meget.
Opéra Royal, der lå i selve slottet, kunne rumme 1000 tilskuere. Teateret var næsten beskedent bygget op i malet træ, stuk og papmaché, men i 1777 har det været en åbenbaring.
I 2009 åbnede operaen efter en total renovering, og som man kan se på nedenstående video, så kunne nutidens tilskuere opleve de helt vidunderlige "Spectacler" sådan cirka som den forkælede adel oplevede dem for flere hundrede år siden. Untagen Mozart ... ellers havde han bestemt berettet om det i sine breve til Papa Leopold. Eller hans mor havde.
God fornøjelse!
SPECTACLES À VERSAILLES
Realisateur Monteur: Peterson Almeida:
FORTSÆTTELSE FØLGER PÅ BLOG 3
FORTSÆTTELSE FØLGER PÅ BLOG 3
