Litterære Horisonter: blog 1.

Paris:
Litterære vandringer sept. 2011. 
Research omkring Mozarts mors død i 1778 -
Et smut ned ad min egen memory lane i 1957 - 
Nabo til Voltaire. 
Thorkild Hansens „Et Atelier i Paris” fra 1947 er med i rygsækken.  

about me

      "Je ne regrette rien …"

Jeg fortryder intet,
     sunget af Edith Piaff:            

Efter en række turbulente år med sprogrejser, mænd, børn, foredrag, forretning mm … rækkefølgen er tilfældig … blev jeg gift med Wolfgang, boede 8 år i Düsseldorf, hvor jeg studerede tysk, privatlivets kultur og litteratur, hvorefter vi slog os ned i Danmark. 

Vi bor i bondehuset ovenfor med samt 2-3 vagthunde i megastørrelse. Racen kan skifte, men pt. er det mastifferne på billedet. 

Jeg ryger ikke, drikker ikke (og går ikke  med piger☺) er slet ikke med på tidens madorgier, men summen af laster er som bekendt konstant. 

Min last har flere skud på stammen, et af dem er ca 250 løbende reolmeter bøger, som hen ad vejen kommer til at spille en stor rolle på denne blog. 

De mange bøger sætter jo en grænse for hvor "lille" en bolig man kan bo i, så e-bøger og diverse digitale læseplader, der engang kan bringe bogsamlingen ned til en enkel Ikea-reol eller en beskeden hylde over hovedgærdet, er en lykkelig løsning. 

E-bogen er i øvrigt et "Gesamtkunstværk" bestående af tekst, lyd, billeder, små film med meget mere, ligesom websiderne og bloggen. Alt det som papirbogen ikke kan byde os.  

Et to-årigt tysk forfatterværksted har været guld værd, og frugten er indtil nu blevet til seks bøger, papir og e-bøger, hvoraf den første, Constanze Mozart,  udkom 2002 på et dengang anerkendt dansk forlag, elkjaeroghansen, og blev en bestseller inden forlaget lukkede få år efter. 

Resten, inklusiv 4. rev. og udvidede udgave af Constanze Mozart, samt e-bogsudgaverne og lyd-ditto er udkommet på mit eget forlag, Forlaget Amadeo, som i dag heller ikke er helt ukendt.   

Jeg har skrevet artikler, holdt foredrag, indlæser mine bøger og sætter musik til teksten, hvilket har givet mig den fornemme titel af musikproducer, NCB    

Mine bøger bliver løbende oversat til engelsk (Iben Philipsen Hendel) og tysk (Monika Wesemann).       

Stilmæssigt er jeg grænsegænger mellem så forskellige genrer som historiske romaner, noveller, lyrik og digte, eventyr, reportage, dagbog, læsefrugter med meget mere. Alt hvad instrumentet kan bære.☺      

Dertil kommer manuskriptskrivning … om igen og om igen … udgivelsesprocesser inklusiv e-bøgerne, marketing-bøvl samt anmelderier for good and evil (rene krimier☺) arrogante mediefolk (ikke alle, men nok!) TV -interviews og -udsendelser, kort sagt jeg har været igennem hele rumlen omkring det kosmos en stor roman er.    

Constanze Mozart f. eks. der runder de ca 400 sider med et utal af medvirkende, og som bevæger sig gennem vidt forskellige historiske epoker fra 1756 til 1841, dvs. fra den pyntesyge rokoko til den snobbede, snuskede og snerpede  biedermeyer, som Otto Rung kalder den epoke. 

 Der er noget at holde styr på og kræver et penibelt ført arkiv over de medvirkende, hvilken hårfarve har de hvornår, hvor gamle er de hen ad vejen og måske en kort karakteristik over sære vaner osv.

Og noteskrivningen? Tonsvis af små gule post beskedder til mig selv klasket på trappen, computeren, toiletspejlet, køleskabet mm  … husk lige …    

Derudover kræver både den/de aktuelle epoker og den faktuelle baggrund årelang intensiv research, som er en fascinerende og happy beskæftigelse, men den kræver udholdenhed og tålmodighed. 

Oscar Wilde kaldte det "Labour of love", eller "Overnight with labour and yet all spontanious".   
    
Undervejs begynder alle sanser af vibrere ... lyde, lugte, synsoplevelser, drømme mm., så man simpelthen må sætte indtrykkene på print, og derfra sprudler der ofte en masse tekst i en bestemt retning. Måske er det brugbart, måske ikke, men det er dybt fascinerende. 

Research er i det hele taget et vigtigt ord i mit liv, stort set lige meget hvad jeg beskæftiger mig med, men før, under og såmænd også efter at manuskriptet er muteret til en trykt bog, fortsætter hjernen med at holde udkik efter kildemæssige detaljer, nye veje ind i stoffet til næste bog eller måske bare næste udgave. 

For en biografisk roman skal gribe læseren som den har grebet forfatteren. Ingen kølig afstandtagen. Det kan ikke siges bedre end med Virginia Woolfs ord: 

// ... ofte, når vi har læst en roman og lagt den til side, bliver en eller anden scene stående lyslevende for os, og en eller anden skikkelse fortsætter med at leve så dybt i vores sind, at det sker, når vi senere læser et digt eller en roman, at vi overvældes af en genkendelse, som lå der noget i vores erindring vi allerede vidste.//

Men ... kán der overhovedet opdages noget nyt omkring det navn, Mozarts altså, efter diverse runde „fødselsdage”, som der globalt er blevet skrevet om igen og igen?     

Jo, såmænd, kan der det! For slet ikke at tale om hans mor! 

Alt dette taget i betragtning fik jeg lyst til at lade mine erfaringer flyde videre til advarsel, men også til gavn og glæde for andre, in casu dig der læser dette, om du så har udgivet eller ej … eller endnu ikke …     

Måske er du dødtræt af at trykke dørklokker, forlagenes altså, men hold ud! Klik ind på www.forlaget-amadeo.com under Om Forlaget og læs forfatteren Trisse Gejls interview med mig: „En Fireårig Forlagsodyssée”  samt min kommentar. De to artikler er gode at blive klogere af. Fire forlag, fire år!     

Efter hvert afslag gik jeg hjem og skrev om, og om igen, og det bliver en tekst sjældent dårligere af! 

Som Hemmingway skrev: „The first draft is always shit!”

Mere om det i løbet af de følgende blogs og i forbindelse med den bog jeg skriver på netop nu: „Madam Mutter”, som Mozart kaldte sin mor i et lille fjollerim:                                                   

//Liebe Madam Mutter     

Ich esse gern Butter!// 

Han skrev mange af slagsen til sin mor, rimene til farmand var af en helt anden art.

Anne Maria Mozartin, som hun gerne underskrev sig med, betød langt mere for Mozarts musik end hidtil troet. De musikalske gener kom heller ikke alle fra Papa Leopold, men fra morfar Wolfgang Nikolaus Pertl.   

Via ægteskab er Tysk blevet mit „valgmodersprog”, en sproglig frugtbar kombination som altid når to sprog kysser hinanden.☺     

Altså bookede jeg en 8 dages grupperejse hos Lloyd Touristik i Bremerhaven med den forførende titel:    
           

"Literarische Streifzüge in Paris"  

(Litterære streiftog i Paris)   

Det havde ikke meget med Mozart at gøre, og min boglige research mhp. Madam Mutter var afsluttet for længst i forlængelse af researchen til Constanze Mozart og Syv Splinter til en Mosaik, men afslutningen på Anna Marias sidste rejse manglede. 

Og jeg ville da gerne have frisket min viden op omkring denne epokes Pariser-forfattere: Balzac, Proust, Hugo, Benjamin, Hemmingway, Rilke, Baudelaire, Pound, Zola, Oscar Wilde og den nye stjerne på parnasset: Albert Camus.     

Vores tyske guide var cand. mag. i fransk og tysk, og hendes hovedtema franske forfattere i det 19. århundrede, så hun var godt klædt på til lejligheden.     

Honoré de Balzac

Honoré de Balzac med blæk på fingrene, nusset, sjusket og ikke så få kilo for meget. Alt er overdimensioneret hos Balzac, ikke mindst hans boglige produktion. Og hans kaffeforbrug. Balzac var totalt afhængig af sin kaffe, som skyldtes at han helst skrev om natten. Han udsøgte og købte selv sin kaffebønneblanding af bourbon, martinique og mokka, kogte selv den sirupstykke bryg, og ikke for lidt af den, da hans natlige forbrug lå omkring 60 kopper. Han beskriver farverigt kaffens virkning på hans fantasi:

"Kaffen glider ned i maven hvor alt kommer i bevægelse; ideerne rykker frem som den store armés bataljoner på slagmarken. Kampen begynder. Minderne marcherer frem med stormskridt som angrebskolonner. Det lette kavaleri præsenterer sig i statelig galop, logikkens artilleri bruser frem med sine grupperede tilskuere Figurerne kostymerer sig, papiret dækkes med blæk. Slaget begynder og slutter under strømme af det sorte væske, ligesom det virkelige slag drukner i den sorte krudtrøg."

                                                                             Fra Balzacs La Femme Supérieure .. 

Men koffein-dopingen hævnede sig. Efter årtier uden nattesøvn holdt vågen af den ekstrem stærke kaffe skrev Balzac: "Den tid da inspirationen gennem kaffen holdt hele natten bliver kortere og kortere. Nu stimulerer kaffen kun min hjerne i 15 timer - en ødelæggende udvikling. Og den giver mig slemme mavesmerter. "

Voltaire og Rue de Beaune 

I 1957 boede jeg i Rue de Beaune no 31, (7. arrondissement). Dengang var det et ret forkomment kvarter, snavset og slidt. Men der var de forretninger der hørte sig til et lille lokalt samfund, bageren, skomageren, slagteren, og vinhandleren på hjørnet hvor man kunne smage på vinen inden man købte den ... i store vinglas. I en høker-tønde gik snegle på salt for at "slime af". Rædselsfuldt! 

I dag er der et elegant præg over gaden, dyre antikvitetsbutikker som oppe på Quai Voltaire, lejligheder og "studios" annonceres over nettet til ret så pebrede priser. 

Jeg elskede Rue de Beaune! Alene det faktum at Voltaire fra den 10. februar 1778 til sin død den 30. maj boede i Rue de Beaune nr. 1, i Marqui Villettes hus ... et halvt hundred meter fra mit værelse ... gav næring til fantasien.  

Bag facaderne fra nr. 10-16 på den anden side af gaden lå musketerernes gamle kaserne, hvor også deres heste stod opstaldede. Voltaire har kunnet høre lydene fra staldene, lugte deres efterladenskaber på gaden, som den gang hed Rue de Pont.  

Billedtekster, se nedenfor: Det første billede til venstre er hjørnehuset hvor Voltaire døde, i dag Quai Voltaire nr. 27. Dengang hed den Quai Théatins.  Nr. 27 var ikke hovedindgangen, det var derimod Rue de Beaune nr. 1 ... Billedet til midten: viser vinduet mod gården i hjørnebygningen hvor Voltaire gik til sengs for at dø, sandsynligvis for at komme så langt væk fra den ætsende stank fra de mange garverier langs med Seinen, fra floden selv, lugten af råddent kød, fækalier og deslige. En blå port anes ud mod gaden. Billedet yderst til højre viser den i dag noget ramponerede blå port: Rue de Beaune no. 1, som den store digter fra den 10. februar 1778 kørte ind og ud af. Det var her at Voltaire udåndede den 30. maj 1778 kl. 11 om aftenen, og det er herfra Voltaires noget makabre sortie som lig den 31. maj fandt sted.  Han var i al hast blevet balsameret, og iført "Husfrakke", en slags varm morgenkåbe, og nathue, blev det spinkle lig holdt oprejst under armene, ført ned til en karet med seks heste, hvor en tjener overtog ham og satte ham i en stilling som en sovende passager. Voltaire var skrækslagen for at man skulle "skamskænde" ham, hvorfor man gjorde alt hvad man kunne for at skjule hans død. Voltaire havde testamentarisk ønsket at hans gravsted skulle være hans badeværelse i Ferney! Det blev det som bekendt ikke.   Billedet herunder til venstre viser et glimt af den anden side af gården, der dengang og nu tilhører Rue de Beaune nr. 3, og hvor den danske maler Christoffer Wilhelm Eckersberg i et lille kvistværelse fra 1810 til 1813. Eckersberg var ikke særlig glad for at være i Paris, byen bar stadig præg af de urolige tider. Og, som han skrev til sin ven, kobberstikkeren Oluf Olufsen Bagge, han havde svært ved at finde sig til rette  så langt fra "min så Kjære Hustru og mit Barn."

Billedet nedenunder til højre viser udsigten til Seinen fra Eckersbergs vindue i 1812 ... mere eller mindre vis-à-vis Voltaires dødsværelse (1778). Det virker som om hans hjemlængsel har sat sine spor i både motiv og farve.

Eckersberg skitserede også sin værtinde liggende på knæ og tænde op i kaminen. Hendes påklædning tyder på at der er koldt i værelset, og den lille lerovn, som man kunne købe overalt hos gadesælgerne, har ikke givet meget varme fra sig. Vi må formode at også Mozart og hans mor har måttet klare sig med denne form for opvarmning og en meget enkelt madlavning. 

VOLTAIRE OG SANS SOUCIS

I 1722 boede Voltaire boede også i Rue de Baune nr. 1. Dengang tilhørte huset i Marquis de Bernières, og marquisen var Voltaires elskerinde. I sin unge dage var han særdeles glad for kvinder og champagne. 

Siden kom han på kaffeholdet, drak det i store mængder: 40 kopper om dagen røbede Frederik d. Store, som i lange perioder boede dør og dør med Voltaire på sit smukke Sanssouci, hvor Voltaire havde sit eget værelse, naturligvis i modefarven gul. Alt var gult, striberne i kvindernes kjoler, vægge blev også malet i gule striber til damernes værelser, dog ikke hos Frederik den Store.  

Frederik den Store, soldaterkongen, som han siden blev kaldt, tilbragte helst sin tid med mænd ... sine soldater eller Europas bedste hoveder som han samlede til diskussioner og musik-aftener. 

Hans smukke kone, Elisabeth Kristina til Braunschweig-Bevern, som Frederik nærmest var tvunget til at gifte sig med, så han ikke meget til. Og det får man som bekendt ikke børn af.  

Hun deltog dog i musikaftenerne som et dekorativt stykke porcelæln, omend hun var en velbegavet og særdeles belæst dame. Skrev digte som sin mand, hvis vers Voltaire kom for skade at gøre nar af i et brev, som bestemt ikke var tiltænkt Frederik den Store, men venlig sjæl sørgede for at han læste brevet, og det var så enden på det venskab.

Da Frederik kom hjem fra slagmarkerne i 1763, og ikke havde set sin kone i seks år, mødte han hende med bemærkningen: "Madame ist korpulenter geworden" (Madame er blevet mere korpulent.)
Det er vist en af de mest ugalante bemærkninger som historieskrivningen kan opvise!

Da Voltaire kom tilbage til Paris i 1778, efter en årelang forvisning fra Paris, var han alvorligt syg og vidste at han ikke  havde langt igen. Hans humør fejlede dog ikke noget, og han tog del i premieren på Iréne, hvor han blev hyldet som en helt med lauerbærkrans og det hele. 

Da han kom hjem, gik han til sengs, hvor han stort set blev til han døde, men stik mod sin vanlige habitus, hvor han som alle seriøst arbejdende forfattere foretrak arbejds-ensomhed fremfor ligegyldige chat-samtaler, så tog Voltaire gerne mod besøg, og var venlig og imødekommende til både høj og lav. 

Og det halve Paris valfartede til hans sygeseng. Den 12. februar skrev Madame Deffand til sin "penneven" i England, Horace Walpole: "Voltaire modtog i går 300 personer ... Hele parnasset fra sumpen til tinderne..." 

Desværre meldte kirken sig også, især præsten fra Saint-Sulpice, abbed Gaultier, som dog gik forgæves flere gange. Andre af kirkens folk forsøgte at få Voltaire til at skrifte sine synder og vende tilbage til kirken. Til sidst gav han efter, da han ikke ville kastes i en rakkerkule ... hvilket syntes at være det eneste i denne verden såvel som i den næste, der gjorde den seje lille mand rædselsslagen, men gjorde det så skriftligt og meget diplomatisk. 

Den 25. februar begyndte Voltaire at spytte blod. Abbed Gaultier prøvede at give ham sacramentet, men Voltaire undveg med sin kendte ironi: "Hr. Abbed, læg mærke til at jeg stadig spytter blod; De må tage Dem vel i agt for at blande den gode Guds blod med mit!"

Og hans sidste berømte ord til klerkene faldt den 30. maj, da abbed Gaultier med megen lidenskab forsøgte at få Voltaire til at anerkende Jesu Christi guddommelige natur. Voltaire vendte sig mod væggen og svarede blot: "Gå væk! Lad mig dø i fred!"

Da Voltaire udåndede, hævnede abbed Gaultier sig ved ikke at ville begrave sit bysbarn i indviet jord. Der hørte tre kirkegårde til Saint-Sulpice, men ikke plads til Voltaire. Gaultier gav dog tilladelse til at liget kunne flyttes til abbediet Scellière, hvor Voltaires broder var den ene af klosterets to munke.       

Turen frem og tilbage var næsten ufattelig dramatisk, men det skal der mere plads til at berette om, end jeg har her.                                             

Allerede i 1791 blev Voltaires lig under stor jubel ført tilbage til Paris, hvor hans jordiske rester blev stedt til hvile blandt Frankrigs største mænd i Pantheon. 

Følgende beretning var god latin indtil 1897:
//Georg Brandes beskriver i sit store værk Francois de Voltaire hvordan Voltaire alligevel endte på rakkerkulen ... en nat i maj måned 1814 blev hans knogler stjålet fra blykisten i Pantheon og lagt i en sæk. Sækken blev anbragt i en droske der holdt beredt bag kirken. I nattens mørke kørte man ad øde gader til Barrière de la Gare, hvor der lå en vidtstrakt losseplads. Andre medlemmer af banden, (lederen var "møntens direktør, hr. de Puymorin") havde imens gravet et dybt hul, hvor disse levninger sporløst forsvandt. //

Men i 1897 åbnede man Voltaires kiste i Pantheon, og hans iøvrigt særdeles velholdte lig lå hvor det skulle.

Mozarts mor døde få dage efter Voltaire, den 3. juli 1778, og blev begravet fra Saint-Sulpice dagen efter den 4. juli. Spørgsmålet er, hvor ligger hun nu?

Aupair-pige: 
I mit aupair liv havde jeg „fortune”, som Napoleon krævede af sine generaler, og det betyder ikke formue, men HELD. Mit held var en vidunderlig Madame Delhumeau, mor til de tre børn jeg skulle passe.      

At jeg fra 5. klasse havde gået på Den franske Skole i København, netop det år hvor eleverne fik fransk på skemaet, og altså havde en årrække skolefransk bag mig, var da også pure „fortune”!       

Madame var translatør i fire sprog, bl.a. tysk og engelsk, og da jeg lige havde været aupair-pige et år i Tyskland og et i England, var jeg nogenlunde husvant i de to sprog, hvis det skulle knibe med det franske.  

Trods sine lange arbejdsdage på en amerikansk base der lå langt uden for Paris, havde Madame, som jeg kaldte hende, overskud til at gøre mig bekendt med netop det 19. årh. forfattere i Paris og fransk kultur i det hele taget: 

Stendahls "Rouge et noir", Gustave Flauberts "Salambó", Victor Hugo og Honoré de Balzacs utallige romaner, Voltaires satiriske "Candide" og "Micromégas", for slet ikke at tale om Marcel Proust "A la Recherche du Temps Perdu", som dengang voldte mig megen hovedbrug. Siden kom jeg til at elske den. Men Antoine de Saint-Exupérys "Lille Prins", der blev bidt af en slange og forsvandt i sandet ligesom hans forfatter forsvandt over Middelhavet under krigen, blev en af mine franske yndlingsbøger.

Og Madame tog mig med på Café les Deux Magots, som havde set flere digtere end resten af verden, sagde hun, og hvor vi forestillede os at vi sad ved det samme bord og på de samme stole som Verlaine, Rimbaud og Mallarme, fransk poesis store mestre.

En dag sneg jeg mig forbi Café Flore, hvor Sartre, Simone de Beauvoir og deres kreds sad og så forfærdelig kloge ud, mens de udtænkte eksistentialismen som endnu ikke havde noget navn. Jeg turde ikke gå ind, men blev stående udenfor og frøs som en anden pige med svovlstikkerne, men man fryser gerne om tæerne når hovedet stikker op i Olympens skyer!

I den stående debat omkring aupair piger her i landet, kunne Madame nok stå som et forbillede!  


Når Madame sent om aftenen tog sine bøger under armen, stak sine ildelugtende Gauloises i lommen, og gik ovenpå med sin tomme kaffekop og kaffekande fortsatte jeg læsningen af Stendhals "Le Rouge et le Noir" iført strikhue og viklet ind i min medbragte danske dundyne ... som jeg også havde slæbt med til England og Tyskland ... tyllede varm te i mig og nød hvert sekund i selskab med de franske forfattere. Skidt pyt om man fryser om tæerne, når hovedet befinder sig i det franske parnas.     

Jeg slugte de franske forfattere, læste til langt ud på natten med en lommelygte som en anden kostskolepige. Det var på det tidspunkt jeg fik smag for de stille nætter, den ejendommelige ro som åbner op for fantasiens vingesus. Jeg blev personerne i romanerne, lagde bogen fra mig og broderede videre på handlingen, som fortsatte i søvnens drømmeverden. 

Vidunderlige timer i mit lavloftede 17. tals værelse i en lille lejlighed under familiens store og feudale. Familiens to ældste børn, pigerne Valerie og Herveline på henholdsvis tre og fire år, havde deres værelse klods på mit, for børnene var helt klart mit bord, hvorved jeg næsten blev deres mor og meget tæt knyttet til dem. Det var mig de kom ind til om natten når det tordnede osv ...  Jeg græd i flere dage da jeg skulle rejse fra dem, og hele vejen hjem i toget. 

Det lod ikke til at pigerne var særlig kede af at jeg skulle laaangt væk til Danmark højt oppe i nord, og selvom jeg lavede en meget sørgelig historie ud begivenheden, så var de allerede så vant til at skifte den pige ud som de var mest sammen med, at det ikke gjorde synderlig indtryk på dem.   

Familiens eneste badeværelse lå helt ude bagved med dør til køkkentrappen, og fik lys gennem et enkelt vindue. Lys og lys er så meget sagt, idet badeværelset vendte ud til en smal går-skakt, hvor der af og til faldt en stribe sollys ind ... når solen stod direkte over gården, vel at mærke. Ellers var der evig skumring i badeværelset.         

Madame og Monsieur boede en etage ovenover, det man også i Danmark har kaldt Belle Etage. Set fra gaden har Belle Etage meget høje vinduer i forhold til husets andre etager. Inden døre var der meget højt til loftet, knap fire meter.       

Jeg havde et utroligt smukt, men forfaldent værelse. Ikke af misrøgt, men af almindelig slitage gennem flere hundrede år. "Væggene hvisker", skrev Goethe, og jeg behøvede bare at se op fra skrivebordet, så dukkede de tidligere beboere op i deres daglige gerning. 

Væggene var beklædt med skønne sartgrå paneler. Alkovens benende lå i plan med væggen, resten stak vinkelret ind i et dertil indrettet lille-bitte rum. Skulle man i seng, måtte man gå gennem en af de to smalle døre, en på hver side af benenden.       

Der var gamle broderede gardiner for en slags vinduesåbning i benenden, og når jeg trak dem fra, var rummets spejl direkte vis-a-vis på den modsatte væg. Jeg lignede et indrammet maleri af en skøge og pjankede lidt med tanken.       

De brede gulvbrædder, sorte af lak og voks knirkede ikke bare når jeg selv gik på dem, men adskillige gange i løbet af natten hvor jeg altid har været særlig lydhør. 

Madame drillede med at det nok var en rotte der hilste på. Men med eller uden rotte, så var jeg for mørkeræd til at sove i alkoven, så Madame sørgede for en slags feltseng, som jeg så stillede op mod benenden. Den sov jeg fortrinligt på i 15 måneder.       

Men om vinteren var der iskoldt i værelset med mindre man fyrede i kaminen dag og nat, eller, som Madame gjorde, satte en el-varmer ind i rummet og holdt det gående døgnets 24 timer.       

Mozart og hans mor måtte nøjes med kaminen hvor de boede, men den kunne også bruges til madlavning, når man ikke havde råd til at hente færdig mad på en café. Og det havde de ikke. Men hun tændte først kaminbrændet når hendes søn var på trapperne. For at spare. 

Madames valg af de mange 19-tals forfattere ... med afstikkere til tidligere epokers store ... har fulgt mig som de væsentligste læremestre i årene der kom. Indtil jeg flyttede til Tyskland og fik nye litterære boller på suppen.       

Altså kunne jeg nok tillade mig at pjække et par dage fra de „litterære strejftog” for at lede efter det jeg søgte om Mozarts mor.          

De 15. måneder i Paris var i hvert fald en stærkt prægende oplevelse som jeg stadig tanker indtryk fra.           

Læs mere om min tid i Rue de Beaune i „Englen Nathanael” fra „Lavtflyvende Engle”. 

Næste blog: Paris, Charles de Gaule lufthavn.