Til kulturredaktionen på Berlingske
Tidende.
Er billedet af Constance som 78-årig bare
”EN ELLER ANDEN
TANTE?”
Svar på Søren H. Schaussers artikel den 11. juli 2006 med ovennævnte titel.
Uden
kildemateriale kan enhver hævde at månen er en ost. Det ved vi jo nu at den
ikke er, hvorfor vi vil vende det døve øre til. Men hvis den ærværdige
Berlinger er begejstret og med forlov en anelse perfidt klapper i sine
sommergrønne agurkehænder, mens han fører nonsens til torvs, så er man jo nødt
til at køre frem med beviser på det modsatte.
Søren
H. Schausser har åbenbart været på en surfetur på nettet og dumpet ned på The
Classic Music Guide Forums som er et chat-forum for musikliebhavere. En
medlemsklub hvor man kan hævde hvad som helst, og ønske Kenneth happy birthday - we are thinking of you, hvis man har lyst til det.
Her
støder han på den australske forfatter Agnes Selbys kildeløse påstand at
ovennævnte billede slet ikke er eller kan være den gamle Constanze Mozart,
og hillemænd, hun har ”skrevet en hel bog om Mozarts enke.” Og er det da ikke
helt fantastisk, lidt for fantastisk, at dette billede dukker op netop i
jubilæumsåret 2006?
Tænk,
hvis I havde rørt lidt i de hjemlige kødgryder, så var I nok fundet frem til
min bog, Constanze Mozart, der udkom på forlaget elkjaeroghansen i
oktober 2002 inklusiv omtalte billede af Constanze som naturligvis også er med i
den 4. reviderede og udvidede udgave af bogen som udkom på Forlaget Amadeo i
2005 samt i den netop udkomne Mozartbog, Syv splinter til en mosaik.
Constanze Mozart er en romanbiografi,
men modsat de fleste danske af slagsen, så er den spækket med henvisninger og
kilder, som ingen dog er tvangsindlagt til at læse, teksten forstås også uden.
Således er der omkring 200 litteraturhenvisninger, og 28 sider minibiografier
over hver eneste person der nævnes i bogen. Man skal være langt dybere inde i
stoffet for at skrive en troværdig romanbiografi end en ”almindelig”
biografi, og man skal pinedød bevise det man skriver.
Men
ikke engang år 2002 var første gang det famøse billede så dagens lys, og det
var heller ikke tryllet op af en hat af undertegnede. Under Billedfortegnelse
og Museer i min bog står der da højt og tydeligt at dét billede stammer fra
Mozarteum!
Også Det østrigske Nationalbibliotek,
hvortil jeg først henvendte mig, har det.
Den 30. juli
2002 skrev mag. art. Silke Pirolt, fra Österreischische
Nationalbibliotek,
Bildarchiv und Porträtsamlung, som jeg
havde været i forbindelse med over flere år og købt adskillige andre billeder
til Constanzebogen og de kommende Mozartbøger. Jeg betalte som vanligt den
timeløn der skulle bruges til deres research. Oplysningerne flyver ikke ind i
gabet på forfatteren som stegte kyllinger.
Silke
Pirolt skrev følgende:
//Kære fru Bugge Laermann,
Min research i musiksamlingen har vist at
det originale billede af Konstanze Mozart som gammel befinder sig i arkivet på Altötting Egnsmuseum. Billedet befandt sig i
dødsboet efter Max Moesmang som i 1910 skrev en bog om ”Altöttinger Stifts- og
Kapelmusik - historisk betragtet.“
Det lille
billedudsnit (fra det originale gruppebillede) i Österreichischen Musik Zeitung
er ligesom billedet i Carl Bärs bog kvalitativt så dårligt at det ikke er
muligt at frembringe et trykegnet fotografi eller dias fra dette avisbillede.
Hvis jeg var Dem ville jeg henvende mig til egnsmuseet i Altötting …//
Det
gjorde jeg så. Ringede og skrev til Altötting turistbureau og til byens
borgmester, da Heimatmuseet stod under
rådhusets administration, og kimede til selve museet, men der kom kun en
kustode to gange om ugen for at tænde og slukke lyset. På det tidspunkt kunne
interessen for Constanze Mozart ligge på en lillefinger.
Langt
om længe tog borgmesteren sig af sagen, men kunne kun berette, at der godt nok
lå eksemplar af omtalte avis i Heimatmuseets vitrine vedrørende komponisten
Maximillian Keller med et gruppebillede i anledning af hans 80 års
fødselsdag hvor Constanze Mozart besøgte ham, og at hun står i udkanten af
billedet, men beklageligvis var der nogen der havde skåret hendes hoved af!
Efter
1910 er dette lille billede, så vidt jeg har kunnet spore det, kun været brugt
af Carl Bär i hans yderst omfattende og informative bog, Mozart.
Krankheit - Tod - Begräbnis, udgivet
af Mozarteum i 1962. Og så af mig i 2002. Om det er Carl Bär der har været ude
med lillemors broderisaks skal jeg ikke sige, men tanken strejfede mig da.
Altså
gik jeg på Mozarteum. Jeg havde i årevis korresponderet med både dr. Sabine
Greger og dr. Ramsauer fra Mozartarkivet i Getreidegasse, besøgte dem i 1987 og
har også købt et utal af billeder fra deres arkiv.
Mozarteums
kopi var ikke bedre en Nationalbibliotekets, så nej, den kunne de ikke være
bekendt at sælge. Men jeg er ikke den der tager et nej for et nej, er født i
krebsens tegn, der, hvis man synes det er skægt at tro på, kæmper til den taber
begge kløer, og mine sidder så fast som nogensinde. Altså blev jeg ved med at
”tigge” om det billede, og til sidst gav de to damer sig. De ville forsøge om
deres fotolaboratorium kunne gøre noget ved den dårlige kopi med laserstråler
og lignende.
Det
kunne de. Resultatet kunne dog ikke på nogen måde sammenlignes med Mozarteums
andre arkivbilleder, og da laserbehandlingen jo blev foretaget på den ene kopi
de ejede, og altså ikke kunne gentages, så fik jeg dén kopi forærende som tak
for mit mangeårige arbejde med Mozart og hans epoke. Jeg betalte naturligvis
selv fotolaboratoriet.
Så
meget om selve billedet, så skråt op med Agnes Selbys fikse ide om at det ”bare
er en eller anden tante”.
Derefter
prøver hun af bevise sin påstand om billedes uægthed med følgende (fra
Berlingske artikel): //For det første led Constance af svær leddegigt. Her
et par år før sin død var hun stærkt handicappet. I virkeligheden gik hun aldrig
uden for en dør.//
Gigt
har i årtusinde nærmest været en folkesygdom, sågar de gamle grækere led af
den, og Constance havde også gigt. Men leddegigt er en bindevævssygdom som det
næppe har været muligt at diagnosticere i Salzburg på Constanzes tid, selvom
den blev dokumenteret omkring år 1800. Ellers havde hun nok fortalt om det i
sine breve. Og det gør hun ikke. Tværtimod, hendes gigtsymptomer er såre
beskedne. Skal vi lade hende selv komme til orde i to små udsnit af et laaangt
brev?
//Til musiklærer Friedrich Schwann i Rostock,
Salzburg den 3.
marts 1840.
Min højt skattede ven!
…. Måske har de, kære ven, læst i aviserne hvilken ære den gode konge
af Bayern har ladet tilkomme mig. Ja,
jeg måtte ubetinget komme til München og overvære operaen Don Giovanni som blev
opført til ære for Mozarts familie …
… Ach, jeg ville gerne berette om al den venlighed og imødekommenhed
som man viste mig, hvis ikke min syge højre hånd forhindrede mig i at skrive
mere, thi just min højre tommelfinger og pegefinger er plaget af gigt. Men jeg
har bestemt mig til at skrive mere i mit næste brev, hvis det er Gud vilje og
mine hånd igen bliver sund og rask. // (Arthur Schurig 1922)
Trods
gigten i tommel og pegefinger skriver hun et meget langt brev, og knapt et år
før hun dør gør det kun ondt i to fingre, som hun sågar regner med bliver sunde
og raske igen. Hun er bestemt ikke forkrøblet af gigt.
Desuden, så har hun (i 1840) påtaget sig den lange rejse til München,
inviteret af kong Ludwig I. til opførelsen af Don Giovanni. En enorm ære, og der har
givet været megen festivitas omkring operaen og dermed Constanze.
Og
har hun kunnet rejse til München, så har hun i hvert fald også kunnet rejse til
Altötting, en helt bedårende barokby beliggende mellem Passau, Salzburg,
og Chiemsee .
Siden
1250erne har Altötting været Bayerns religiøse centrum, og i over 500 år
det mest betydningsfulde Maria valfartssted i Tyskland. Den dag i dag kommer
der over 1 million pilgrimme hvert år for at se Tysklands berømteste
Mariafigur, Den sorte Madonna. September 2006 får byen sågar besøg af
pave Benedikt XVI.
Da
Mozartfamilien, som alle gode katolikker, ofte besøgte omegnens valfartssteder,
og Constanze og Mozart ligeså da de besøgte papa Leopold i Salzburg for første
og eneste gang i 1783, er det næsten utænkeligt at Constanze ikke skulle have
benyttet invitationen fra komponisten Maximillian Keller til at gense
stedet og bede et par rosenkranse eller ti.
Den
overvejende del af regnskaberne skrev Constanze i sin dagbog der dog ebber ud i
løbet af 1840.
Det
er da også lidt morsomt, at sågar Der Spiegel for nylig har omtalt
billedet af Constanze som ”nyopdukket” i Altötting - jeg haft det i snart fem
år!
Læs
yderligere på www.forlaget-amadeo.com
hvor også dette bliver trykt i sin helhed.
Med
venlig hilsen
Louise Bugge Laermann
Forfatter
Forlaget Amadeo
